BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Kør til Haderslev og se serie 1 fodbold med BUI

25-09-2021



Serie 1 havde efter weekendens sejr over Rødding stadig 2 kampe i baghånden.

Tirsdag gik turen til Rødekro, hvor modstanderen hed Løjt IF. Kampen blev spillet i Rødekro, da der her er en lysbane og da det efterhånden bliver hurtigt mørkt, er det eneste mulighed. For weekenderne frem mod sæsonafslutningen er booket godt ud.

Cheftræner Rene Østerlid havde efter lørdagens kamp gjort det klart, at holdet skulle være lige så skarp som i 2. halvleg mod Rødding, hvis der skulle fuldt pointudbytte med hjem.

Det holdt ikke helt, da der ikke var det helt store at skrive hjem om i de første 20-25 minutter. Men efter 35 minutter kommer BUI foran 0-1 på et fremragende mål af "Iver" (Nicolai Bach Iversen) efter oplæg fra Noah Østerlid. Og det bliver bedre endnu, dog skal der lige lidt salt i såret, da Løjt får udlignet efter 55 minutter. Ufortjent, da BUI havde kontrol over kampen.

Spørgsmålet var så, om det igen skulle blive spændende og en løs Løjt chance kunne ødelægge aftenen.

Det syntes Amos Fundi ikke, da han efter 66 minutter får bragt BUI foran 1-2. Han forsøger at komme forbi en modstander omkring 30 meter fra deres mål, men taber bolden. Men øjeblikket efter får han erobret den tilbage og banker fra de 30 meter bolden direkte op i krydset. Igen fremragende mål og ikke et af dem der ses ofte.

Søren Liljegren satte proppen i flasken efter 85 minutter med igen et fremragende mål direkte på frispark fra 25 meter. Slutresultat 1-3 og 3 point i sækken.

Søndag venter en svær udekamp mod nærmeste konkurent Haderslev FK, der ligger nummer 2 med 16 point mod BUI's 15 med en kamp i baghånden.

En sejr her, vil kunne give en smule luft ned til Haderslev og det er ikke urealistisk at tro, at det kan ende med et godt resultat. I hjemmekampen var BUI mere end uheldige med ikke at få mindst 1 point og 3 havde heller ikke været ufortjent. Men det er historie, nu tæller resultatet i morgen.

Så er du i eller i nærheden af Haderslev i morgen klokken 1100 kan du opleve kampen live. Adressen er Stadionvej 5 6100 Haderslev.