BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Kom og bliv spejder hos Broager Pigespejder

12-08-2019



Efter en sommerferie fyldt med spejderoplevelser er Broager Pigespejder klar til at indlede en ny sæson og byde velkommen til nye spejdere, fortæller gruppeder Tina Ensted, som her uddyber det tilbud, pigespejderne har efter en god sommer.

Sommerferien har for de store spejderes velkomne budt på en udenlandstur til Kandersteg Internationale spejdercenter i Schweiz. Spejderne var på vandreture i de omkringliggende bjerge samt rundt i lokalområdet, oplevede den flotte schweiziske natur, mødte spejdere fra andre lande, var ude og riverrafte, var en tur i Bern hvor de så byens bjørne samt deltog i lejrlivet på spejdercenteret. En hyggelig tur hvor spejderne fik en masse gode oplevelser og minder med hjem.

De mindre spejdere har i sommerferien været på en Vikinglejr på Stevninghus Spejdercenter ved Kliplev, sammen med 600 andre danske og udenlandske spejdere. Her har de bl.a. arbejdet i træ, lavet smykker og hygget sig på lejren.

Fra uge 34 (i næste uge) er spejderlederne så klar til at modtage nye spejdere. Har du en pige, der gerne vil være en del af det store spejderfællesskab, er her muligheden.

Spejderne kommer til at opleve fællesskabet kombineret med kammeratskab, samarbejde, udeliv og hygge. De får mulighed for at lære forskellige spejderfærdigheder såsom båltænding, kort og kompas og naturliv. Derudover er spejderne på ture/lejre flere gange om året, hvor der er mulighed for at bruge nogle af de lærte færdigheder.

Vores mødetider er:
Mikro (0. – 1.kl.)    Onsdag kl. 17:30 – kl. 19:00
Mini (2.-3.kl.)    Onsdag kl. 17:30 – kl. 19:00
Junior (4. – 5.kl.)    Tirsdag kl. 18:30 – kl. 20:00/20:30
Trop (6. – 9.kl.)    Tirsdag kl. 16:00 – kl.18:00


I må gerne kontakte os på forhånd, men er også velkommen til at møde op til et spejdermøde.
Møderne holdes gerne i Spejderhytten ”Wigwam”, Tværvej 16 i Broager, medmindre andet meldes ud til spejderne.

Broager Pigespejder er en ren pigespejdergruppe i Det Danske Spejderkorps, der har spejdere i alderen fra 6 år og opefter.

Spejderne kan kontaktes på mail: info@broagerpigespejder.dk eller Tina: 61 38 99 12 - hvis I har spørgsmål eller kunne tænke jer at starte til spejder. Derudover kan I finde flere informationer på vores hjemmeside www.broagerpigespejder.dk samt på vores facebook-gruppe.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk