BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

"Kunstværket ligner tarmene fra en død gris"

07-03-2018



Formanden for Broagerhus, Erik Krogh, synes rigtig godt om den store krukke af Per Weiss i forhallen på 1. salen på Broagerhus. Det gør formanden for Kunstfonden, tidligere borgmester A. P. Hansen ikke. Det blev tydeligt afsløret i eftermiddag ved åbent hus, hvor den nedlagte kunstfond var flot repræsenteret. Og den uenighed har AP intet imod. Han mener, at god kunst skiller vandene.

Kunstfonden bliver afløst af et kunstråd, oplyste Jesper Koch, næstformand i kulturudvalget. Han samlede publikum i taktfaste bifald til kunstfonden for indsatsen gennem årene.

 

Men tilbage til krukken. Vi bringer dette uddrag fra A. P. Hansens tale:

- Jeg er en stemme fra graven, for kunstfonden er lagt i graven 1. januar, men da kommunen endnu ikke har reageret, fungerer vi, indtil nogen afløser os. Vi har haft til opgave at sørge for kunst rundt omkring i hele den nye Sønderborg Kommune.

Vi har haft til opgave at få fat i Broager kunst til Broagerhus, og det har især Knud Jensen stået bag. Vi har jo bl.a. fået krukken til Broager, som Per Weiss har lavet, og den stod jo tidligere i byrådssalen i Sønderborg.

Jeg synes ikke om den. Det vil jeg ærligt indrømme. Som barn under krigen da slagtede vi derhjemme et par gange om året en gris, og når den gris blev hængt op ude i laden ved benene og så skar maven i stykker, og tarmene væltede ud, så lignede tarmene faktisk det kunstværk, vi har stået derude, sagde A. P. Hansen og mindedes den tid, da krukken stod i byrådssalens midte.

Så hver gang jeg har set sådan én og vi sad til byrådsmøderne i Sønderborg tænkte jeg på, at det nok er 30 meter tyndtarm eller medister, der er i sådan en gris. Jeg er ikke sikker på, at Per Weiss er enig i den måde at se det, sagde A.P. Hansen.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk