BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Lanterne-fest i Børnehuset

05-11-2021


Lanterne-festen i Broager Private Børnehus i Vestergade havde ikke færre end 140 tilmeldte børn og forældre i Børnehuset og fra fire private dagplejere, hvis børn kender Børnehuset ganske godt og oftest overgår de fra den private dagpleje til den private børnehave.

Men aftenen fik et lidt anderledes forløb end ventet. Traditionen er, at børn og forældre går til plejecentret og på plejecentret går en runde og synger deres lanterne-sang.

-Men i går formiddag fik vi en opringning fra plejecentret. Arrangementet blev aflyst, fordi de havde en mistanke om, at en beboer var blevet smittet med corona. Derfor kontaktede vi SuperBrugsen og Fakta og fik lov til at gå en runde i de to butikker og synge, og det gik rigtig godt, fortæller Børnehusets leder Heidi Karstensen.

I formiddag fredag oplyser plejecentret, at mistanken om corona-smitte er bekræftet, og at beboeren nu er isoleret. Den tyske børnehaves lanternefest i næste uge er også planlagt med besøg på plejecentret, og håbet er, at dette besøg kan gennemføres.

Forventningen er udløst

I Børnehuset er børnene ikke speciel trætte her til morgen, ikke mere end almindelig fredags-træthed.

-Forventningen blev jo udløst i aftes, hvor forældrene kom med egen mad til en fællesspisning, og specielt forældrene til dagpleje-børnene fik snuset lidt til Børnehuset og fik sat ansigt på os som personale, fortæller Heidi Karstensen. Hun håber på lidt bedre vejr til næste års lanternefest, så det kan lykkes at gennemføre en drone-optagelse af optoget. Det var ikke muligt i aftes.

Fotos: Finn Wogensen.