BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

March mod ensomhed første weekend i september

25-08-2022


Arkivfoto.

Første weekend i september gennemføres en march mod ensomhed i Sønderborg Kommune. Det er en march på sammenlagt 2.000 kilometer svarende til 2,5 millioner skridt gennem 81 kommuner og 5 regioner: Marchen mod Ensomhed blev indledt den 8. august og slutter 14. oktober. Patrick Cakirli, stifter af initiativet March mod Ensomhed, går hele vejen – under forudsætning af, at nogen gør ham selskab. Marchen går gennem Sønderborg Kommune lørdag og søndag den 3. og 4. september, og alle borgere er inviteret til at gå med, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Ensomhed er en af de største helbredsudfordringer for folkesundheden i Danmark. Konceptet for March mod Ensomhed er simpelt: Patrick Carkirli går kun, hvis han har følgeskab - ellers står han stille. På den måde bliver marchen et symbol på vigtigheden af fællesskab, sammenhængskraft og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

Turen gennem Sønderborg Kommune strækker sig over to dage: Dag 1 går ”grøn rute” fra færgelejet i Fynshav til Sønderborg Rådhus. Dag 2 går ”blå rute” fra Sønderborg Rådhus til kommunegrænsen til Aabenraa.

Fællesskab og fællesspisning
Sønderborg Kommune var også en del af marchen i 2021, hvor der var god opbakning med ca. 100 deltagere, der var med begge dage. Nogle gik med på hele ruten – andre gik med en del af ruten gennem kommunen.
Deltagelse er igen i år gratis, og man bestemmer selv, hvor og hvor langt man vil gå med. Sundhedsudvalgets formand, Didde Lauritzen gik med sidste år, og i år går hun med begge dage.

- Oplevelsen af at blive set og høre til, er et helt grundlæggende menneskeligt behov, og derfor en afgørende faktor for om vi kan trives og have det godt. Vi ved, at alt for mange borgere føler sig ensomme, og vi ved at den mentale sundhed er udfordret. Jeg synes March mod Ensomhed på fineste vis illustrerer vigtigheden af fællesskab, ved at marchen simpelthen stopper, hvis der ikke er nogen, der går med Patrick, siger Didde Lauritzen.

I år foregår marchen hen over en weekend, og Didde Lauritzen håber det giver endnu flere mulighed for at gå med. Hun glæder sig til igen at være en del af fællesskabet og ser særligt frem til fællesspisningen i Frivillighedens Hus d. 3. september kl. 18.00, hvor Patrick Cakirli holder et oplæg om ensomhed. Menuen er stegt flæsk og persillesovs.
Den 4. september kl. 8.00 fortsætter marchen fra Sønderborg Rådhus mod kommunegrænsen i Aabenraa efter en let morgenmad.

Tilmelding
Det er gratis at tilmelde sig, og der er stadig er flere gratis T-shirts, forplejning undervejs samt et tilbud om bustransport. Man kan melde sig til lørdags- eller søndagsturen (eller begge dage). I år er T-shirtsene hhv. grønne og blå for at afspejle ruterne.

Tilmelding sker til frivillighedskoordinator Lone Juhl Petersen på ljpe@sonderborg.dk eller på tlf. 27 90 66 90.
Se ruterne og mere information om tilmelding ved at klikke HER 

Lørdag den 3. september ankommer Patrick Carkirli med færgen i Fynshav kl. 11.50. Her byder formand for Sundhedsudvalget, Didde Lauritzen velkommen inden marchen går mod Sønderborg Rådhus med forventet ankomst 17.50. Anden del af turen (søndag den 4. september) starter kl. 7.30 på Rådhustorvet med let morgenmad, velkomst ved Didde Lauritzen inden afgang kl. 8.

Fakta

Patrick Cakirli udfører March mod Ensomhed hvert år fra uge 32 til og med uge 41 for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til March mod Ensomheds Landsindsamling, som i år støtter: RECOVERY BULLS - en idræts- og aktivitetsbaseret nonprofitorganisation, som blandt andet forebygger og afhjælper ensomhed blandt mennesker i udsatte livspositioner. 
March mod Ensomhed ‘22 udføres i samarbejde med over 45 kommuner, Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark, RECOVERY BULLS og Middelfart Sparekasse.
Se ruten gennem Danmark.
Deltagelse er gratis, og man bestemmer selv, hvor og hvor langt man vil gå med.
Se mere på March mod Ensomheds Facebook-side, hvor der også er mere praktisk info
Det er muligt at støtte March mod Ensomheds Landsindsamling via bankoverførsel (1686 3232619987) eller på MobilePay (425 000).


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk