BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Mindeord for Jørn Lehmann Petersen

07-09-2022


Af regionsrådsformand Stephanie Lose på vegne af regionsrådet i Region Syddanmark.

Vi har i går (red: mandag) modtaget den triste meddelelse, at regionsrådsmedlem og formand for Miljøudvalget Jørn Lehmann Petersen (S), Broager, er død efter længere tids sygdom. Han blev 71 år.

Det er et langt, vedholdende og engageret træk, der har karakteriseret Jørn Lehmann Petersens politiske virke. Således har han varetaget lokalpolitiske hverv i mere end 40 år både som borgmester i Broager Kommune, udvalgsformand i Sønderborg Kommune og indtil sin død som formand for Miljøudvalget og medlem af Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark. Han blev valgt til regionsrådet ved valget i 2013 og har været medlem lige siden.

Denne store politiske indsats blev i år belønnet med Dannebrogordenens Ridderkors.

Politisk har Jørn Lehmann Petersen altid haft de svageste i samfundet for øje. Han har udvist et stort engagement i kampen for at mindske ulighed i sundhed, og han har keret sig om og arbejdet for at få inkluderet de mennesker, der stod på kanten af arbejdsmarkedet. I regionsrådet har vi mærket det i hans engagement for at få øget antallet af mennesker beskæftiget på særlige vilkår i Region Syddanmark.

I januar i år blev han genvalgt til sin tredje periode som formand for Miljøudvalget, tidligere Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, og han har arbejdet vedholdende og intensivt på at få ryddet op i de tre store syddanske generationsforureninger Grindsted, Kærgård Klitplantage og Himmark Strand på Als for både nuværende og især kommende generationers skyld. Og som altid optog det ham, at arbejdet skete i dialog med de berørte borgere.

Også udviklingen af lokalområderne og herunder kampen for en mere bæredygtig udvikling stod som en ledestjerne for Jørn Lehmann Petersens politiske virke. Da han tog fat på sin tredje formandsperiode, glædede han sig ikke mindst til arbejdet med FN’s Verdensmål om at spare på jordens ressourcer og beskytte drikkevandet.

Ud over formandsposten for Miljøudvalget og pladsen i Udvalget for Regional Udvikling besad Jørn Lehmann Petersen også en lang række andre tillidsposter inden for bl.a. miljø, sundhed og uddannelse.

Jørn Lehmann Petersens store vedholdenhed, viden og erfaring gav hans politiske arbejde tyngde, og der stod stor respekt om hans virke fra alle sider af regionsrådssalen.

Æret være Jørn Lehmann Petersens minde.


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk