BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Mindeord: Jørn havde et rigtigt stort “socialt hjerte”

07-09-2022


Mindeord for Jørn Lehmann Petersen

Af Erik Breum, Drosselvænget 14, Broager

En god og nær ven, tidligere borgmester i daværende Broager Kommune, Jørn Lehmann Petersen er død, 71 år gammel.

Jørn Lehmann var borgmester i Broager Kommune fra 1990 til kommunesammenlægningen i 2007. Fra 2007-13 medlem af Sønderborg byråd og fra 2013 medlem af regionsrådet i region Syddanmark, hvor han var formand for Miljøudvalget. 

Politisk var man aldrig i tvivl om, hvor Jørn stod. Jørn var en engageret og meget udadvendt politiker, og havde et rigtigt stort netværk, som han brugte på bedste måde. 

Jørn holdt også meget af Cuba og han undlod aldrig at rose og omtale Cubas sundhedsvæsen. Jørn har rejst dertil mange gange. De seneste år som rejseleder for flere grupper, der har høstet stor glæde af hans viden på området.

Jeg havde fornøjelsen at arbejde tæt sammen med Jørn Lehmann fra 1991 og indtil kommunesammenlægningen i 2007. Det var på rigtig mange måder nogle både spændende, givtige og udfordrende 16 år, som jeg ser tilbage på med stor glæde og taknemmelighed.

Jørn havde et rigtigt stort “socialt hjerte”, og det mærkede man stort set i alt, hvad han beskæftigede sig med. De seneste år gjorde han en meget stor indsats for udsatte børn og unge og var således formand for Landsforeningen Ligeværd. 

Jørn var også med i hele opbygningen/restaureringen af Cathrinesminde Teglværk igennem 80’erne og 90’erne, og for ham har det altid været et must, at teglværket ikke kun skulle vise Cathrinesminde Teglværks historie, men teglværket skulle også kunne anvendes som et kultursted til glæde for områdets beboere i Gråsten, Sundeved og Broager.

Jørn var derfor ide’manden til Kulturmåned på Cathrinesminde Teglværk. Kulturmåneden startede i 1994 i forbindelse med opførelsen af skulpturen “Skygger af i går”, udført af Jørgen Haugen Sørensen. Haugen Sørensen var således den første taler på Kulturmåneden i 1994. To år efter blev der igen afholdt Kulturmåned, og det fortsatte stort set hvert andet år frem til i dag, hvor vi sidst afholdt Kulturmåned i 2022. 

Det var vigtigt for Jørn, at programmet var alsidigt sammensat. Der skulle være musik, og Jørn kæmpede altid for at få blues musik, som han holdt så meget af. Der skulle være spændende og interessante foredrag, og der skulle være noget for enhver smag. Både til det “brede” publikum, men der måtte også være indslag der ramte det mere “smalle” publikum. Og så skulle prisen for at deltage være sådan, at ALLE havde mulighed for at deltage. Takket være gode sponsorer lykkedes det os også at holde billetprisen på et rimeligt niveau.

Vi er mange, der vil savne Jørn Lehmann rigtig meget - ikke mindst vi 3, der er tilbage i arbejdsgruppen omkring Kulturmåneden. Vore varme tanker går til Vita og børnene Maria og Nanna.

Æret være Jørn’s minde

 

 


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk