BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Mødet om midtbyen er udsat

08-06-2018



Sønderborg Forsyning er først klar med en mere konkret plan for kloakeringen i Broager midtby i august-september, oplyser Sønderborg Kommune.

- Og på den baggrund udsætter vi mødet med Broager-arbejdsgruppen, for vi skal jo også have lidt konkret at tage udgangspunkt i, siger formanden for Teknisk udvalg, Aase Nyegaard til broager.dk. Hun havde håbet at kunne have holdt møde nr. 2 om midtbyen før sommerferien.

- Du sagde på det indledende møde med arbejdsgruppen i Broager, at du ville tage spørgsmålet om anlægsmidler til bymidten i Broager med ind i de politiske budgetforhandlingerne i august. Gælder det fortsat?

- Jeg vil arbejde for, at vi har penge til at igangsætte et forprojekt omkring midtbyen i Broager i 2019, og så må vi koordinere med Forsyningen, så tingene lykkes, siger udvalgsformanden.

Erik Krogh, Broager Udviklingsforum, tager beskeden om udsættelsen til efterretning. – Men jeg håber så, at kommunen tidligt på efteråret indkalder Forums arbejdsgruppe til et planlægningsmøde, så vi får en klar aftale om den videre proces og får afstemt, hvilke forventninger vi – kommune, Forsyning og Udviklingsforum - har til hinanden, siger Erik Krogh.

Broager Udviklingsforum tog i foråret initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal drøfte renoveringen af bymidten i Broager i forbindelse med, at Forsyningen gennemfører en omfattende opgravning for at udføre kloakarbejder.

Arbejdsgruppen mødte stor forståelse fra såvel forvaltningen som udvalgsformanden til de hovedkrav, som er formuleret som grundlag for et kommende projekt. Læs mere i referatet fra det indledende møde i marts ved at klikke her

 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk