BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Mona Rathje: Det er teamet, der er lykkedes

09-03-2019



Formanden for Ældre sagens 1.300 medlemmer, som nu siger farvel, Mona Rathje, Egernsund, er slet ikke begejstret for at stille op og komme i medierne.

Faktisk har det krævet overtalelse overhovedet at få hende til at medvirke i et interview om otte år som formand for en succesfuld afdeling af Ældre Sagen i Broager. Straks slår hun fast, at det ikke er hende men teamet, der er lykkedes med så brede tilbud, at de ældre i lokalområdet finder sammen.

Hun bryder sig ikke om ordet ”bestyrelse”. Fra dag 1 som formand har hun lagt vægt på at være en del af et team. Og nu stopper hun i bestyrelsen.

- Min mand har bakket mig op 100 procent. Han har kørt. Han har hentet. Han har bragt. Taget telefon og hjulpet, hvor han kunne. Jeg har virkelig haft opbakningen på hjemmefronten. Nu er tiden inde til, at jeg også er lidt mere for familien. Og de otte år har givet mig så utrolig meget.

Hvordan?

- Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal sige det. Det er et kæmpe arbejde. Men du får så meget igen. Og man får så meget igen ved at være sammen med andre, ved at gøre noget for andre. Jeg har haft et fantastisk team omkring mig i alle otte år. Vi har arbejdet godt sammen, og for mig er det team-ånden, at man trækker på hinandens styrker og hjælper hinanden. Det kommer man længst med.

- Hvad har du sat i gang?

- Jeg har jo ikke selv sat noget i gang. Men vi har i fællesskab sat noget i gang, bl.a. søndagscafeer, som jeg synes er rigtig vigtig for dem, der sidder alene. Det ligger meget på sinde, at vi skal gøre noget for, at folk ikke er ensomme. Ensomhed er virkelig noget, vi skal gøre noget for at afhjælpe. Og den bedste ”tak”, man kan få, og tak skal man jo ikke have. Men det bedste jeg ved er jo, når én, jeg ved, sidder selv, kommer hen og siger: ”Nej, hvor jeg har haft en god dag.” Så får du kræfter til at fortsætte.

- Hvis du skal sige noget om det sociale liv i byen, hvad tænker du så?

- Så tænker jeg, at vi er så langt ude på landet, at man hjælper hinanden og passer på hinanden. Holder øje med hinanden. Det er lidt anderledes end i større byer.

- Vore spisevenner er også noget af en hjertesag for mig. Det er de absolut svageste, som sidder selv, som ikke kan komme ud af huset, og som kun har en familie, hvis de har en sådan, og så de hjemmehjælpere, der kommer. Det er virkelig vigtigt, at ældre også kan spise sammen med andre og ikke altid skal sidde alene.

- Du har selv taget imod alle tilmeldinger til de arrangementer, der kræver en tilmelding?

- Ja, sådan var det, da jeg tog over for otte år siden, og det har jeg ført videre. Det fortsætter jeg i øvrigt med, også efter årsmødet.

- Er det ikke en heldagsbeskæftigelse om torsdagen?

- Jo, det kan det være. Og så er det en opgave, når tilmeldingerne foregår på Ældre Sagens telefonnummer, og nogle så samtidig ringer enten på min private mobiltelefon eller vores fastnetnummer. Tre telefoner på samme tid kan jeg jo ikke besvare på samme tid. Det kan være svært at forklare…

- Men nej. Jeg slipper ikke helt det, vi har i gang i Ældre Sagen. Jeg fortsætter også som spiseven Jeg spiser sammen med en ung mand på 80 år og kan da ikke nænne at stoppe med at spise sammen med ham, fordi jeg stopper i bestyrelsen i Ældre Sagen.

- Du lod dig vælge som formand uden først at have siddet i bestyrelsen?

- Jeg havde en række opgaver, sad i bestyrelsen for Hjerteforeningen i Sønderborg og  var med i vennekredsen for Dalsmark plehjejem, og så blev jeg spurgt ,om jeg ville være med i Ælkdre Sagen. Jeg mente jo nok, at jeg havde hænderne fulde. Jeg sagde ja, fordi Frede Weber Andresen havde været med i mange år, og at jeg som formand ville få et rigtig godt team. Der går jo alligevel et par år, før man er på fuld højde med opgaven.

Sidste år blev tre nyvalgt til bestyrelsen, og på onsdag får de tre nye ind igen. Det er seks næsten nye, som nu skal præstere. Og selvom jeg går af som formand, så vil jeg hjælpe til med alt det, jeg kan, så den kommende bestyrelse og formand kan føre det hele videre. De skal køre det videre på deres måde.

- Er der en afløser for dig?

- Jeg kan ikke sige det 100 procent, og det kommer først frem på det konstituerende møde inden udgangen af marts. Jeg skal have ringet lidt rundt, og jeg er altid optimist.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk