BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Nedtur i serie 1 i går

09-05-2021


Arkiv-foto.

Alt var lagt klart til en god dag på SUS Park, da Serie 1 holdet skulle møde Bramming lørdag eftermiddag.

Flot vejr, første hjemmekamp på græs og mulighed for at der kunne komme tilskuere indenfor rammerne af forsamlingsforbuddet. Spørgsmålet var så, om holdet kunne ryste de seneste kampes resultater af sig.

Det startede skidt og allerede efter 5 minutter kommer Bramming foran 0-1 efter et langt indkast fra BUI's venstre side. Denne bliver forlænget og dumper ned for fødderne af en Bramming spiller der ekspederer bolden i mål.

Efter 8 minutter får "Iver" (Nicolai Bach Iversen) en bold i venstre side og går til baglinien, hvor han sender bolden ind foran mål og her dukker Ali Bajoumi op og udligner.

Bramming tilspiller sig flere gode muligheder, men BUI's målmand Mikkel Nicolaisen redder flere situationer flot. Efter 20 minutter får Bramming et frispark lige uden for feltet og her sniger bolden sig lige forbi venstre målstolpe.

Bramming fortsætter med at være farlige og har efter 35 minutter et skud på overliggeren. Lige inden pausen har Bramming 2 gode muligheder for at komme foran, men først får Mikkel Nicolaisen tacklet sig ud af situationen og efterfølgende får han i flyvende stil lavet en dobbeltredning, så 1. halvleg ender 1-1.

Snakken i pausen om at få ændret forskellige ting, måtte nu vise, om der var håb om en bedre BUI halvleg. Men Bramming fortsatte, som i 1. halvleg, med at tilspille sig chancer. Allerede efter 1 minut forsøgte de sig igen, dog uden held. I det meste af 2. halvleg var det Bramming der producerede chancerne, mens det kun var sporadiske chancer til BUI. Ofte på individuelle præstationer.

Efter 77 minutter undrede både BUI spillere og tilskuere dem. Dommeren havde inden i flere tilfælde klart meddelt Brammings bagerste mand, at han var træt af at høre hans brok og at dette kunne få konsekvenser. Det gule kort var fundet frem, men blev efterfølgende igen puttet i lommen uden at blive brugt. Underlig situation. Bramming slipper med skrækken.

Efter 82 minutter kommer  Bramming foran 1-2 efter en forsvarsfejl. BUI er nødt til at finde brækjernet frem og se om de kan få udlignet, men det er Bramming der i de sidste minutter har et par chancer til at øge føringen i stedet for en udligning.

Set udefra, var det fortjent at Bramming tog de 3 point med nordpå.

Holdet var selvfølgelig skuffet efter nederlaget, men en stor del skyldtes eget uformåen.Der er flere individuelle fejl i kæderne og midtbanen får ikke fat. Både de gamle rutinerede og de unge spillere havde ikke en god dag og efterhånden som tiden gik virkede det som om de ikke troede på egne evner.

Ifølge Cheftræner Rene Østerlid, var det den dårligste præstation i de sidste 2 Serie 1 sæsoner. Så både han og træner Sonny Johansen var skuffede efter kampen.

Så nu er der en del at arbejde med inden den  kommende uges udfordringer. Her møder Serie 1  Haderslev FK hjemme Kristi Himmelfartsdag klokken 1200 på SUS Park og de skal efterfølgende i aktion søndag ude mod Esbjerg.

Serie 4 skal ligeledes spille hjemme Kristi Himmelfartsdag mod Sønderborg Boldklub. De spiller efter Serie 1 klokken 14 og de skal til Egernsund om lørdagen i et lokalbrag, hvor alt kan ske.

Egernsund vandt i weekenden 2-7 ude mod Sønderborg Boldklub og ligger nr. 2 i puljen med 1 point ned til BUI. Dog for en kamp mere. Så det bliver en spændende uge for begge BUI Seniors Herrehold. 

Det nystartede Serie 6 hold spiller deres første kamp på næste søndag mod Skodsbøl FC klokken 14. Her er der en lille finurlighed, da de spiller på SUS Park, der som bekendt er BUI's hjemmebane. Men Skodsbøl spiller også deres kampe på banen, så derfor spiller BUI ude på deres egen normale hjemmebane.
 

-jørgen.