BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Nu bydes på ta’selv is og sodavand i Brunsnæs

06-07-2020


Da konceptet var godkendt, blev der hurtigt svejset.

Fra i morgen torsdag kan der påny købes en is eller en sodavand i Brunsnæs. Jørgen Horne, automester i Broager, lapper på den service-forringelse, der blev resultatet, da ishuset med betjening lukkede for nogle år siden. Nu åbner han en mobil-service med ta’selv is og sodavand på den private parkeringsplads ved Engen 2 i Brunsnæs lige ned til vandet.

Ideen fik han under besøg hos sine forældre, der har sommerhus i Brunsnæs lige ned til vandet.

Når vi sidder på terrassen spørger vandrerne flittigt, om de kan købe kartofler, et glas vand eller andet. Så her i foråret har jeg snakket med Sønderborg Kommune, som henviste til en anden myndighed, men fik at vide, at der ville gå et halvt år, før de overhovedet svarer på en mail. ”Jamen så åbner vi da bare,  og når de svarer til jul, er mobil-løsningen længe væk igen,” sagde jeg til kommunens Erhvervsservice. Men de sagde nu, at det skulle jeg lade være med.

Og siden har jeg fået alle tilladelser på plads. Fødevarestyrelsen sagde godt nok, at hvis jeg lavede en isbod, skal der være klinker op i to meters højde og to håndvaske, én til kunderne og én til personalet + afløb i gulvet. Men i snakken viste det sig, at hvis jeg lavede en mobil-løsning, så er der slet ingen problemer. Nu er løsningen blev mobil, og folk kan selv forsyne sig og betale, kontant eller pr Mobile Pay. Der er installeret en fryser til tre slags is og køling til Fanta, Cola og vand, fortæller Jørgen Horne.

Han har tillid til, at vandrere og andre købere kan håndtere den høflige selvbetjening.

-Jeg tror på det allerbedste i mennesker, og det er ikke indtjeningen men for at servicere de ca. 30.000 vandrere, som passerer forbi og som har måttet gå rigtig langt og forgæves søgt efter en forfriskning. Der er et marked for at give dem en bedre service på Broagerland, mener Jørgen Horne.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk