BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Nyt garantmøde-koncept gør ondt i lokalsamfundet Broager

10-03-2019


I 2018 var Brdr. Olsen på scenen i Broager.

I fredags modtog garanterne i Broager Sparekasse indbydelse til årets garantmøde. Den 27. marts kl. 18. Med et nyt garantmøde-koncept, der både skuffer og gør ondt i lokalsamfundet – i dobbeltforstand.

En hel aften oplevelse med feststemning er kortet ned til forventelig to timer og afsluttes med smørrebrød. Tidligere års underholdning med kendte danske kunstnere er nemlig sløjfet. Det samme er middagen i form af varmt mad. Tilmed mister de lokale foreninger væsentlige beløb for deres indsats.

Sparekassedirektør Lars Christensen forklarer om baggrunden for ændringerne:

- Vi har set et dalende deltagerantal gennem en lang periode nu. Der bliver tilmeldt færre og færre, og det er under 10 procent af vores garanter, der deltager.

I stedet for at bruge en halv million kroner på garantmødet ændrer vi konceptet, så vi får mulighed for også at give de 90 procent, der ikke er med, bedre vilkår. Med andre ord bliver det sådan, at de penge, vi ikke bruger på garantmødet, vil vi bruge på at give alle garanter et bedre tilbud, forklarer Lars Christensen. Helt konkret hvad et forbedret garanttilbud indeholder, er ikke endeligt besluttet.

- Men fremmødet har dog været oppe på 650-700?

- Ja, så langt er vi kommet ned, målt på antal tilmeldte. Men ca. 100 har de seneste år tilmeldt sig og er udeblevet. Jeg er bevidst om, at det nye koncept kan føre til, at der kommer færre til garantmødet i år.

- I skriver på sparekassens hjemmeside, at det i 1899 på generalforsamlingen blev vedtaget, at der efter mødet skulle være spisning for garanterne.

- Ja, og i år serverer vi smørrebrød. Så tager vi udgangspunkt i erfaringerne i år, når vi næste år beslutter, hvad der skal serveres.

 

En økonomisk bet for foreninger

For foreningerne i Broager betyder sparekassens nye koncept, at det kommer til at gøre ondt i økonomien.

- Broager Sparekasse har betalt foreningerne i forhold til antal frivillige i antal timer, de er i gang. Og for nogle foreninger/afdelinger rammer det hårdt, at vi i år sandsynligvis kan nøjes med to frivillige pr. bord i stedet for fire pr. bord, og i år kun i to timer, fortæller koordinatoren for de frivilliges arbejde før, under og efter garantmødet, Ulrik Franke Andersen, BUI Håndbold.

- For håndboldafdelingen ser det ud til, at vi mister ca. halvdelen af, hvad vi har fået for indsatsen de senere år, og garantmødet har givet os en tredjedel af den årlige indtjening, så resultatet af sparekassens nye koncept er, at vi næste år skal forhøje kontingentet.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk