BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Opfordrer lokale ildsjæle til at støtte cykelfærgen

22-11-2018



I fire uger fra 28. juni næste år vil det blive afsløret, om borgerne i Sønderborg Kommune kan løfte opgaven at drive en cykelfærge over Flensborg Fjord.

- Den opgave ligger nok mest på skuldrene os på Broagerland og i Gråsten-Egernsund, og for at sige det rent ud, så bliver 2019 et år, hvor det er ildsjælene, der skal vise, at det kan lade sig gøre, mener Gerhard Jacobsen, Brunsnæs.

Han er manden som efter flere års utrætteligt arbejde er lykkedes med at få aftalerne i hus, så cykelfærgen sejler over Flensborg Fjord næste år. Fra Egernsund via Marina Minde og Brunsnæs til Langballigau. Formelt er det det lille men velfungerende BIB-landsbylaug, der står med ansvaret.

- Jeg opretter en ny forening, Cykelfærgens Venner, og vil gerne høre fra folk, som har lyst til f.eks. i nogle dage, en uge eller mere at være turistguide og hjælpe passagerne og assistere ved bl.a. billetkontrol og med at få cykler på og af færgen.

Cykelfærgens Venner vil på den måde bestå af en kreds af frivillige, som kan gå turisterne til hånde og bidrage til deres gode oplevelse af færgeruten. Vi får også brug for 1-2 ombord til de fire timers udflugtssejladser, som vi har én gang om ugen til Langballigau og én gang om ugen til Flensborg. Det er oplagt at forsøge at genskabe den stemning, der knyttede sig til ”Æ spritter”, mener Gerhard Jacobsen.

Interesserede kan melde sig på tlf. 3049 7481. Man forpligter sig ikke til mere, end man selv har lyst til og mulighed for. Først i det nye år vil han invitere til et fællesmøde om det praktiske.

--

For yderligere oplysninger: Gerhard Jacobsen tlf. 3049 7481.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk