BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Petersen Tegl brænder bøger til nyt bibliotek

09-10-2018



I disse dage arbejder en kær gæst i Tivoli-værkstedet hos Petersen Tegl. Ulla Viotti, som har udført skulpturen i Brunsnæs, er i gang med sit næste projekt – en imponerende skulptur til skånske Kivik Kunstcenter.

Ulla Viotti er en af Sveriges mest anerkendte murstenskulptører. Hun har viet hele kunstneriet til teglsten og tiltrukket opmærksomhed over hele verden. Og for Kivik Kunstcenter opbygger Ulla biblioteket "Bibliotheca - Arkæologisk Bibliotek".

Indvendig i en rund skulptur er der boghylder med 2000 bøger. Bøger i ler bliver hårdt sortbrændte.  Ca. 500 af dem er påtrykt navne på skånske forfattere og udgivelsesåret 2019, hvor kunstværket er færdigt. I samme uge, som Ulla Viotti fik opgaven, blev hun tildelt Simrishamns Kommunes kulturpris!

Christian A. Petersen understøtter meget generøst dette kunstværk til KivikArt med sortbrændte formsten, transport og dygtige medarbejdere.

Ulla Viotti var den første kunstner, der arbejdede med kunst hos Petersen Tegl for nu 28 år siden. Det var ikke til de dengang 25 medarbejderes udelte fornøjelse. De så kun en masse besvær og ekstra arbejde. Men Ulla vendte tilbage igen og igen med interessante planer, og gradvis blev alle på teglværket begejstret.

 

Mange både danske og udenlandske internationalt berømte og mindre berømte dygtige kunstnere har siden benyttet sig af Tivoli-værkstedet hos Petersen Tegl.

 

Et stort hjerte for Broagerland

Ulla Viotti har et stort hjerte for Broagerland. Bl.a. er hun som nævnt kunstneren bag ”Tegl og Sejl” skulpturen, der står i Brunsnæs. På græsarealet ved p-pladsen. Det er den ene halvdel af en skulptur, hvor den anden halvdel står på strandpromenaden mellem Langballig og Westerholz. Faktisk den første skulptur i Danmark, som er placeret i to lande. Selv er hun mest begejstret for den del af værket, som står i Tyskland.

 

Ulla Viotti er også kunstneren bag ”Telemuren” der stod i Aabenraa, og som Aabenraa Kommune har ”opmagasineret” fordi de er i tvivl om, hvor de vil genopstille den.

- Det var/er en stor skandale, en kulturskandale, bemærker kunstneren.

Bor i det gamle Danmark

- Jeg bor i Skåne, på kysten, ned mod Bornholm i det gamle Danmark, siger hun på svensk-dansk, og så har kun en tysk assistent til at hjælpe sig.

- Jeg kom første gang i 1990 til Petersen Tegl, da havde jeg en opgave med at udsmykke Malmø nye Energiværk, og det blev det første kunstværk, der blev lavet hos Petersen Tegl. Et billede af dette kunstværk kommer med i en ny bog, som Chr. Petersen er ved at få trykt om interiør med teglsten. Meget af min kunst har siden 1990 været værker i sten, i tegl, som er et spændende og organisk materiale.

Litteraturens hemmeligheder

- Min ide med skulpturen er at lave et bibliotek. Det skal være et rundt rum ude i landskabet. Det bliver seks meter i diameter og 225 cm højt, og det bliver sortbrændt. Men indeni bliver det anderledes. Her har vi 2.000 bøger, og vi er færdige med bøgerne i dag (mandag i denne uge). Søjlerne i biblioteket bliver også sortbrændte, men bøgerne bliver en kontrast. De bliver lysere, gråsorte.

Det bliver et arkæologisk bibliotek, man skal opleve det som sådan. Man kommer ind af en smal åbning, til litteraturens hemmeligheder. På ryggen af ca. 500 bøger har jeg indtrykt navnet på skånske forfattere, 60 forskellige, som et trykkeri i Sønderborg har lavet til mig. De fleste bøger bliver fastmurede, men der bliver også nogle separate, som man kan købe.

- Hvad er det, som begejstrer dig ved tegl?

Jeg kan lave mine egne teglsten, i træform. Leret er et så levende materiale, og det er økologisk.

Udfordringen for kunstneren er jo, at kunstværket skal integreres i arkitekturen. Med tegl bliver det jo virkelig integreret som en del af byggeriet. Det gør det spændende.

De første år modellerede jeg stentøj. Derefter arbejdede jeg med meget store kunstværker, og så fik jeg fra Statens Kunstråd i Sverige til opgave at udforme en teglstensvæg til en domstolsbygning.  

 

Vi blev modtaget i lufthavnen

Jeg blev i 1990 stærkt fascineret af kulbrændingen. Jeg vidste ikke dengang, at det var så en så gammel tradition i Sønderjylland med teglværkerne. Og det var, da Energiværk havde bestilt stenene til deres byggeri hos Petersen, at arkitekten bad mig komme med. Vi tog flyvebåden til Kastrup, og da vi landede i Sønderborg, stod Christian og tog imod os.

Jeg blev begejstret, da jeg så og oplevede, hvad han producerede. Og Christian var så generøs. Men det var ikke besluttet, at jeg skulle arbejde med teglsten i min kunst. Først da vi kom tilbage til Malmø, blev jeg inspireret til brugen af tegl til udsmykningen af energiværkets personalekantine.  

Og plakaten af kunstværket i Energiværket fik en kunstinteresseret direktør for Tele Sønderjylland øje på. På den måde blev jeg engageret i Aabenraa. Telemuren, 60 meter lang, blev bygget. Nu ligger den under plastic på en losseplads. Men så vidt jeg ved, er der stadig en gruppe, som forsøger at finde en anden placering.

Skulpturparkens første i mursten

Biblioteket bliver en kontrast til de andre skulpturer i KivikArt, som flest er firkantede og kubistiske Jeg vil gerne, at min skulptur bliver mere organisk, lidt mere poetisk, og gennem alle forfatternavnene fra Skåne, hvor skulpturen skal stå, bliver det også lokalhistorie. Min skulptur bliver den første i mursten! Jeg har da tænkt, at biblioteket også bliver et mødested, f.eks. med oplæsning af forfattere. Der er jo ganske god plads til det, og der bliver betongulv.

Siden 1990 har arbejdet næsten kun med tegl med en enkelt undtagelse. Sveriges Rigsdag ombyggede i Gamle Stan et nyt bibliotek til rigsdagen. Og der har jeg lavet et naturstensgulv på ca. 300 kvadratmeter med natursten fra de forskellige egne i Sverige, et Rigets Tæppe.

Det var interessant at få lov til at udføre det for staten. Men ellers er det sådan, at alle skulpturer finansieres med sponsorater. Med crowdfunding får man en del penge ind. Mit bibliotek begyndte med, at Christian donerede 10.000 teglsten. Og det er denne specielle stemning her med Christian som en generøs og kreativ person, der er så fantastisk. Jeg føler mig så godt hjemme her, så jeg føler, jeg tilhører teglfamilien. Mange medarbejdere kommer forbi og siger mojn. Det er så hyggeligt, siger Ulla Viotti og er næsten ikke til at stoppe i sin fortælling – ikke om sig selv men om Petersen Tegl. Hun ser frem til også at fejre 85 års fødselsdagen i november hos Christian A. Petersen. Som født i 1933 skal der naturligvis være 33 gæster!

”Broager” udtales ”Braue”

Helle Barsøe, kulturkonsulent i Sønderborg Kommune, kan supplere: Cathrinesminde har for øvrigt også en stor plads i både bevidsthed og hjerte hos mange af de kunstnere, der har arbejdet hos Petersen Tegl. Uanset om kunstnerne kommer fra Canada, USA, Wales, Tyskland, Frankrig eller Schweiz eller hvor det nu måtte være fra – så har de lært, at ordet ”Broager” udtales ”Braue”.

 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk