BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Så endte ferien for seniorspillerne i BUI Fodbold

04-08-2019


Både 1. og 2. holdet i fodbold i Broager er begyndt samtræning, og allerede i den kommende weekend begynder sæsonen. Serie 3 holdet møder ude søndag den 11. august Bylderup/Bov, og Serie 5 møder ude  allerede på fredag den 9. august FVB (Felsted-Varnæs-Bovrup).

Men inden turneringen starter er der lige lidt af et engelsk program der skal overstås for Serie 3 holdet. 

De spiller allerede træningskamp i aften mandag mod Midtals Serie 2 hold i forbindelse med Nybøl Idrætsuge. Vinder de den kamp, skal de onsdag i finalen spille mod enten Nordals eller Gråsten, der spiller deres kamp tirsdag aften. For at sætte prikken over I'et er der lige en træningskamp ude mod Dybbøl torsdag aften. Så det er lige på og hårdt.

Det bliver spændende at se specielt Serie 3 holdet i efteråret. De har et stærkt hold og må have masser af gejst efter det flotte forår. Flere rundt i byen taler om, at de må tælles blandt de hold der spiller med om oprykning.

Der er flere kendte hold med i puljen, men også 3 hold hvor de skal på en længere rejse og møde hold de normalt ikke møder. Her er der tale om Bylderup/Bov, Tønder og Højer/Visby. Spørgsmålet er så, hvad de har at byde på. Men det kan de kommende måneder jo vise.

Første hjemmekamp for Serie 3 er lørdag den 17. august klokken 14 på Idrætscenteret og for Serie 5 den 25. august  klokken  1400, da de starter med to udekampe.

-jørgen.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk