BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Så kom dagen, hvor den 2. parkunderholdning skulle løbe af stablen

19-08-2019


Tekst: Jørgen Michelsen.

Den var imødeset med forventning, men også med en vejrudsigt, som ikke lovede det bedste vejr. Men Broager Erhverv, BUI Rock, Broager Kultur og Udviklingsforum havde været forudseende og brugt ugens løb til at skaffe telte og ekstra borde og bænke, så der var mulighed for at sidde i tørvejr. 

Lørdag aften varslede dog ilde, da der sidst på aftenen kom et par voldsomme regnskyl, der ikke  gjorde forholdene i parken bedre.

Men allerede omkring klokken 10 begyndte der rundt omkring i byen at blive pakket biler og transporteret bænke, borde, telte, musikudstyr og alt det andet grej, der var behov for, for at kunne afvikle eftermiddagens program. Optimismen blomstrede og håbet var lysegrønt.

Der kom regn flere gange under klargøringen, men der var bestilt og også forudsagt opklaring fra omkring klokken 14. Desværre holdt det ikke, da der kom en større byge lige omkring åbningen. Dette havde dog ikke afholdt publikum fra at møde frem. Der var allerede før starten fuldt godt op i de opstillede telte. Et forsigtigt tal er omkring 130 mennesker.

Efter en god halv times tid, begyndte opklaring at komme ind over byen og der begyndte at komme flere publikum til. Resten af eftermiddagen forløb med lidt smådryp, som ikke afholdt mange fra at sidde ude i det fri. 

Publikum så ud til at hygge sig og nyde musikken. Der var tale om en rigtig søndag eftermiddag med kaffe og kage i denne omgang. Der blev ikke solgt så meget øl og ringriderpølser, men til gengæld over 30 liter kaffe.

Et andet punkt, som af arrangørerne var imødeset med spænding, var lysten til at spise aftensmad i parken og dermed antallet af solgte madbilletter. Her blev der næsten solgt lige så mange som til den første parkunderholdning. Første gang var tallet 115 portioner og i denne omgang 100.

Der er over hele linien fra arrangørerne glæde over den flotte respons og et forsigtigt tal for hele dagen er lige i underkanten af 300 mennesker. Heri er nogle som har været der hele eftermiddagen og andre der er kommet og gået.

Spejderne og Brandværnet var også tilfreds med deres deltagelse og respons fra publikum. Spejderne havde i dag udskiftet snobrødet med pandekagebagning i stedet. Det var der en del der hyggede sig med. 

 Så alt i alt en god dag for både publikum og arrangører. Der var i hvert fald en flok glade, men også trætte mennesker, der var færdige omkring klokken 2000 med at rydde det sidste væk og få det gjort klar til den sidste parkunderholdning om 14 dage. Nemlig søndag den 1. september klokken 1400 - 1800.

Så vel mødt til afslutningen på årets parkunderholdning og så forhåbentlig med bedre vejr.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk