Nyheder
Selvbetjeningsbutik: En fed måde at tjene penge på
26-11-2020

Der bliver bundet flere blomsterbuketter i Broager end nogensinde. Hos Maria på Torvet. Hun har svært ved at få armene ned i begejstring. Og forklaringen er, at hun har åbnet sin første butik uden personale – i Aabenraa.
”Det er en fed måde at tjene penge på”, siger hun og glæder sig over erfaringen efter de første uger i Aabenraa. Ikke en eneste kunde i den personale-løse butik i Aabenraa har taget en buket med sig hjem uden at betale.
-Vi kører til Aabenraa hver anden dag med buketterne, og selvfølgelig har det givet et merarbejde her i butikken, hvor en medhjælper i vores travle perioder har sagt ja til fast at arbejde i flere timer, fortæller Maria Korsholm, der har drevet Amaryllis i Broager gennem en del år.
Den nye selvbetjeningsbutik i Aabenraa vil sikkert blive fulgt op med flere selvbetjeningsbutikker. – Men vi skal lige trække vejret. Det bliver ikke lige de første uger. For os er vi på vej ind i en højsæson, siger hun til broager.dk.
Selvbetjeningsbutikker i blomsterbranchen er ikke ny. På det seneste er der også åbnet en sådan i Augustenborg. Og for halvandet år siden åbnede en blomsterhandler i Odense en butik uden personale. -Det er en kæmpe succes, siger Iben Pedersen, der ejer Sara Blomster i Odense til dr.dk.