BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Skelde er hjemsted for vores lokale vinbønder

28-09-2018


Leo Holm har Brian O'Driscoll til at hjælpe sig. (Fotos: Anders Hilmer Hansen).

Hvad gør man, når man vil i gang med at dyrke vin. Man går i gang med at undersøge, hvor det er bedst i Danmark at dyrke vin. Leo Holm fra Stilling mellem Skanderborg og Århus fandt ud af, at han skulle til Broagerland.

- Der er vand omkring halvøen, og vi slipper for nattefrost, som kan være en virkelig udfordring. Broagerland er et af de allerbedste steder at dyrke vin i Danmark. Så jeg købte i 2009 et nedlagt landbrug med 1 hektar jord på adressen Skeldekobbel 17 og etablerede Skelde Vingård, fortæller han i en pause på årets første høstdag. Det var i torsdags.

Han er som alle vinavlere i Danmark begejstret for sommeren. Det bliver den bedste høst af druer, han har oplevet. Og han har store forventninger til kvaliteten af den hvidvin, han kan tappe på flasker til foråret og sælge lokalt i Super Brugsen i Broager, hvor man allerede kan købe hans honning. Hans efterbehandling af høsten sker i Stilling.

- Da vi gik på pension, skulle vi have noget sjovt at beskæftige os med og som havde med natur at gøre. Og min kone havde et job, hvor hun passede nogle vinplanter, så for os var det oplagt at etablere os med vin.

- Og det er hygge for jer?

- Der er godt nok meget arbejde i det, men ind imellem er det også hyggeligt, siger Leo Holm med et smil. Han har meldt sig som medlem i wwoof, som er for økologiske landbrug. – Vi har haft utrolig mange besøg af spændende mennesker på vinmarken. Vi giver kost og logi, mens de giver en hånd med mellem vinplanterne. De er i sommer kommet til Broagerland fra en række forskellige lande, f.eks. fra Japan, Kina, Tyrkiet og Vietnam.

Leo Holm, 70 år, har i hele sit arbejdsliv været beskæftiget med byggeri og entreprenørbranchen i Danmark og Tyskland. Han kom i lære som tømrer som 14-årig. Siden læste han til ingeniør, og vinplanterne er fremavlet til det lidt kølige danske klima af det tyske vininstitut.

- I den kommende uge skal vi have mere gang i høsten, og vi kommer vel op på at være 6-7 til at plukke klaserne ned. De skal godt nok gennemgås hver enkelt. Vi har desværre problemer med hvepse, som har spist i nogle af bærrene, og disse bær skal vi jo ikke have med til den videre forarbejdning.

Leo Holm har plantet 1.200 planter og forventer i år at producere 1200-1500 flasker. Og det er økologisk vin, han sælger og som opfylder kravene til minimal tilsætning af sulfit.

Iver Dall på domæne Nyballe har dyrket vin i 14 år og forventer i år at producere ca. 1.000 flasker. Vil du læse mere om Iver Dalls vin, så klik her.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk