BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Søger flere cykelvenner næste år

19-07-2019


De har hårdt brug for flere i kredsen næste år.

Det nærmer sig sidste chance for at komme på en dejlig ferieoplevelse med cykelfærgen fra Egernsund/Brunsnæs til Langballigau. Med udgangen af næste uge er det slut for i år. Og det er der mange, som ærgrer sig over.  

Gerhard Jacobsen benytter derfor tilbagemeldingerne til at komme med en opfordring til lokalbefolkningen på Broagerland. For uden flere frivillige bliver det svært næste år.

- Mange lokale giver udtryk for, at der er ærgerligt, at vi kun sejler i fire uger i år. Dem kan vi kun opfordre til at melde sig som hjælpere. Med nuværende mandskab kan vi ikke honorere deres ønske om en længere sejlplan til næste år, siger han og tilføjer: 

- Jeg talte lige med en dame på broen i Brunsnæs, som ville sikre sig, at jeg havde bemærket, at anlægsbroen trængte til en kærlig hånd. Jeg spurgte, hvor hun kom fra. Og hun kunne hun stolt berette, at de siden 1967 har haft et sommerhus i Brunsnæs. Det gav mig anledning til at fortælle hende, at hun burde melde sig som frivillig og bidrage. Det er vi en snes stykker, der i år har gjort og brugt vores ferie på at få projektet til at lykkes.
 

Snus til stemningen i næste uge

Man kan den næste uge møde op ved kajsiden i Egernsund, Marina Minde, Brunsnæs, Langballigau eller Flensborg for at snuse til den fantastiske stemning ved ombordstigning og ved selvsyn opleve, hvilke opgaver en tredje mand ombord skal være i stand til at opfylde. Det er også mulighed for at spørge ind til opgaverne, som kaptajn Palle Heinrich eller tredje-manden vil kunne besvare.

Derudover er der opgaver indenfor logistik, indkøb, booking, ad hoc opgaver og back up for “Styregruppen” på land. – Det er masser af muligheder for at bakke op, og man binder sig ikke til mere, end man har lyst til, understreger Gerhard Jacobsen. Meld dig gerne nu - ved at ringe til Gerhard på tlf. 30497481.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk