BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Søger Søfartsstyrelsen om ok til alternative ruter

07-03-2018


Tiden går - og Gerhard Jacobsen gør nyt forsøg

Gerhard Jacobsen, bestyrelsesmedlem i landsbylauget Brunsnæs-Iller-Busholm (BIB) ogtovholder på det grænseoverskridende cykelfærge-projekt henover Flensborg Fjord gennem en årrække oplyser nu, at han inden for de næste dage sender en anmodning til Søfartsstyrelsen om tilladelse til at sejle på Flensborg Fjord til alternative ruter.

Det sker efter at politikerne i Langballigs byråd tirsdag den 20. februar enstemmigt besluttede at sige nej til, at en længe planlagt eldreven cykelfærge kan sejle fra Langballigau til Brunsnæs på den danske side af fjorden.

Gerhard Jacobsen er fortsat dybt forundret over afslaget fra byrådet i Langballig, hvor begrundelsen er, at en cykelfærge til Brunsnæs ville udkonkurrere den privatejede båd Feodora II, som en til tre gange om ugen tager turen mellem Langballigau og Sønderborg.

Stephan Kleinschmidt, viceborgmester i byrådet i Sønderborg, er helt uenig i den begrundelse. Han påpeger over for jv.dk, at kundegrupperne til Feodora II og en cykelfærge vil være helt forskellige, hvorfor de to ruter ikke vil ligge i konkurrence med hinanden.

Sønderborg Kommune har også længe støttet projektet. Planen er, at cykelfærgen til dels skal drives med offentlige midler fra den danske kommune, hvis ikke indtægterne rækker til at dække driften.

- Fra vores side skal det ikke sætte en stopper for, at man opretter en forbindelse mellem Brunsnæs og så en anden havn, siger Stephan Kleinschmidt (Sl.P.), som er formand for kulturudvalget.

Han tilføjer, at i alle de år, han har været politisk aktiv, har der været ønske om en færgeforbindelse over Flensborg Fjord, og at en færge vil være en nøgle til at udvikle området. Han varsler at ville i dialog med borgmesteren i Langballig om, hvordan projektet kan komme videre.

Manfred Wilner-Höfer er medlem af Slesvig-Flensborg amtsråd for De Grønne, og han har i flere år arbejdet for projektet. - Jeg har tænkt mig at drøfte sagen med ministerpræsident Daniel Günther (CDU), når der den 20. marts er regionaldag, siger Manfred Wilner-Höfer til Flensborg Avis.

Men Gerhard Jacobsen lader sig ikke sinke af et håb om, at Langballig evt. ændrer mening og søger derfor Søfartsstyrelsen i håb om et hurtigt svar. Et arbejde for cykelfærgen i nu 17 år SKAL lykkes.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk