Broager.dk

SØNDAGSORDET: Smagsoplevelser på Broagerland

Af Kaj Østergaard

Med de mange indbyggere på Broagerland og alle turisterne på campingpladserne, i sommerhusene og langs med Gendarmstien burde der være flere muligheder for at få gode smagsoplevelser på Broagerland. Desværre er Broagerland underfrankeret med gode spisesteder. I Broager by kan man ikke engang samles nogle steder, efter en begravelse, for at få lidt at spise og drikke.

Man må derfor ty til områdets dagligvare- og specialbutikker, samt vejboder for at kokkerere sin egen gourmetmad.

Grand Cru olivenolie fra Rosario I Broager

I 2022 etablerede parret Sven og Anette Ruder webbutikken Rosario på Nejs Bjerg i Broager.

Parret sælger her Grand Cru olivenolie, som de finder hos små producenter på deres mange rejser til Spanien.

De har gennemgået en del uddannelser i Spanien, og er nu certificeret som olivenolie-sommeliers.

Parret holder mange foredrag med smagsprøvning, og på deres hjemmeside kan man finde mange spændende opskrifter.

Als & Sundeved – Mad, mennesker & måltider

I 2017 skrev museumsinspektør Inge Adriansen bogen Als &Sundeved – Mad, mennesker & måltider, lige inden at hun døde.

Bogen er fyldt med flotte foto af Torben Ulrik Nissen og mange opskrifter.

Der er bl.a. artikler om Frode Lehmann fra Stensigmose, bikongen Jørn Lehmann Petersen, Petersen Tegl, halmhuset og Det Franske Hus i Skodsbøl samt Kulturmånederne på Cathrinesminde Teglværk med fedtemadder og kaffepunch.

I bogen er der en som laver fiskefrikadeller efter en gammel opskrift i bogen ”Skovfogedens fiskeretter” der er skrevet af Troels Trier Mørk.

Troels Trier Mørk var i mange år skovfoged i Broager, og boede på hjørnet af C.H. Clausensvej og Ramsherred. Her udgav han bogen ”Skovfogedens vildtretter” i 1969 som blev meget populær, og stadig kan lånes på nogle biblioteker.

Halmhuset Vin og Specialiteter i Skodsbøl

I 2003 byggede parret Lise Gregers Jensen og Jørgen Kaad halmhuset i Skodsbøl af halm og strandskaller, der giver en god temperatur til vinoplagring.

Parret importerer vin fra Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Desuden sælges der specialiteter som nødder, pasta, sugo, páte og confiteret and.

Halmhuset har også en vinklub og laver også forskellige events.

Det Franske Hus i Skodsbøl

Kokken Thierry Manane stammer fra Alcace og tog sin kokkeeksamen i 1977 på I´Auberge de I´III i Illhausern, som er en af Frankrigs bedste restauranter og hædret med tre Michelin-stjerner. Han rejste til Danmark i 1988 og landede i Sønderjylland i 1995.

I 1997 startede han Det Franske hus i Skodsbøl, hvor han nu har haft sit 25-års jubilæum. Han har mange faste kunder som Danfoss og Petersen Tegl, som han leverer mad til.

Domaine Nyballe i Skelde

På den lille vingård i Skelde producerer Iver Dall årligt omkring 1000 flasker vin, som sælges hos Wohlenberg i Sønderborg, Benniksgaard i Rinkenæs og restauranten ”Huset Blom” i Sønderborg.

Iver Dall holder også vinsmagninger i en hytte ved vingården, hvor der også kan købes vin.

Skelde Vingaard

Skelde Vingård på Skeldekobbel 17 har også produceret vin, men da gården har fået ny ejer, vides ikke om det nye par fortsætter vinproduktionen.

Den tidligere ejer Leo Holm producerede også honning, som blev solgt i SuperBrugsen i Broager. Nu er det Rudy Cargnelli på Østerballe 13 der slynger honning, der sælges fra hjemadressen og SuperBrugsen i Broager.

Brewparts

På Vemmingbundstrandvej 111 ligger butikken Brewparts med showroom og webbutik.

Her sælges der 600 forskellige specialøl fra mange lande samt bryggerudstyr og ingredienser til hjemmebrygning.

Selvfølgelig kan man også købe en gendarmøl, da butikken ligger op til Gendarmstien.

Iller Slot

Bygningen på Slotsvej 20 blev opført i 1877 af teglværksejer Nikolai August Matzen, som ejede det nærliggende Matzens Teglværk.

Bygningen blev kaldt Iller Slot af de ansatte på teglværket. Matzens teglværk slukkede ovnen i 1910 og kom aldrig i gang igen.

Iller Slot har siden været familiebolig for flere, en overgang i 60´erne og 70´erne også med en primitiv campingplads.

Fra 80´erne var Iller Slot ejet af Kirkens Korshær, som drev et familiecenter på stedet.

I 2011 købte Cammilla J. Schou og Torben H.S. Christensen Iller Slot, og har drevet det som Bed & Breakfast fra 2013 til især vandrerne på Gendarmstien, som kan få depoterne fyldt op efter dagens strabadser på Gendarmstien, der går 200 meter fra Iller Slot.

Iller Slot indeholder 10 værelser med plads til 29 overnattende gæster. Nogle af værelserne er stadig i original stand.

Nu vil de prøve at lave slottet til også at være et spisested, med forskellige tiltag som sønderjyske egnsretter og andet. Desuden tilbyder de selskabslokaler året rundt.

Iller Slot har nu ansat kokken Preben Thorsen, der har sammensat et menukort her i sommerperioden, som er en lækkerbisken.

Hver fredag og lørdag kl. 16 til 20 i juni og juli tilbydes der pandekager – valgfrit fra pandekagekortet.

Brødtorte & kaffe kan nydes søndage i juni kl.14 til 16.

Lørdage fra kl.16 til kl.20 i juni og juli tilbydes der en fiskesymfoni & hvidvin.

Der kræves dog bordreservation til disse arrangementer.

Brug sanserne på sansestien

Broagerlands Rideklub har i mange år tilbudt ridefysioterapi til handicappede og anlagde i 2010 en sansesti ved rideskolen på Broagervigvej, som skal stimulere sanserne hos disse ryttere.

Sansestien blev anlagt med hjælp af LAG midler og fondsmidler. Der blev plantet 2000 træer og buske på 8 stationer med hjælp af nogle spejdere.

Ved de 8 stationer er der opsat plancher med navne på sorterne som alle er forskellige.

Sansestien er omkring 1 km lang og offentlig tilgængelig, som kan opleves på 2 eller 4 ben.

Nu hvor træerne langs sansestien er blevet store og giver frugt, kan man rigtig opleve smagen af frugterne, som er en smagfuld oplevelse.

Bon appetit!
og

God søndag!

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing