BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

SØNDAGSTUREN 14 - Broager-Nejs

26-06-2020



Broager – Nejs

Af Kaj Østergaard


På denne rundtur på omkring 4 km ser man utrolig smuk natur midt i Broager by, og møder et højdepunkt med en storslået udsigt.

Turen starter ved Broagerlands Rideklub på Broagervigvej, hvor der er en P-plads.

Broagerlands Rideklub

Broagerlands Rideklub blev startet i 1970, og brugte ridehallen på den tidligere ringriderplads ved Jørgensby i de første 5 år, og derefter i en ridehal ved Dynt Mølle i 15 år.

I 1990 flyttede klubben til en nybygget rideskole på Broagervigvej, der siden er udvidet flere gange.

Rideklubben har altid været meget aktiv, og bygger her i 2020 en ny handicapvenlig rytterstue. Rideklubben har i mange år tilbudt ridefysioterapi til handicappede, hvor mange kommer fra andre byer for at deltage.

Denne rundtur starter ved en stor INFO tavle ved rideskolen, hvor man følger sanse ridestien rundt til Broagervigvej.

Sanse ridesti

I efteråret 2010 anlagde Broagerlands Rideklub en sansesti på 1 km til handicappede ryttere.

Med midler fra Sønderborg Kommunes ildsjælepulje, LAG midler og private fonde blev stien anlagt med hjælp af spejderne fra Broager Drenge, hvor der blev plantet 2.000 træer og buske på 8 stationer.

De 8 stationer hedder skoven – mirabellehegnet – egeskoven -æblehegnet -fuglekirsebærskoven – syrenhegn – pilekrat og ellelund og består af 33 arter, hvor nogle af dem er sjældne.

Disse træer og buske er nu blevet så store at de ”bærer frugt”, som rytterne kan se, høre, dufte, smage og føle rundt på denne flotte og enestående ridesti.

Der er offentlig adgang til sansestien, som er omkranset af 2 søer og en overnatningsplads.

Overnatningsplads

Op til sansestien ligger der en overnatningsplads med en shelter, der blev opsat for et par år siden.

I år er der blevet indlagt vand og opsat et muldtoilet i egetræ, med Broagers bedste udsigt – hvis døren står åben.

Shelteren ligger ud til en lille sø med fugle og flotte lotusblomster i vandet.

Nejs

Når sansestien slutter ved Broagervigvej, går man til venstre og forbi boligkvarteret Brombjerg, hvor der tidligere lå en grusgrav.

På Nejsvej går man igen til venstre og forbi brandstationen, indtil Nejsvej drejer til højre, hvor der står Nejsvej 1-11.

Efter 100 meter går der en smal asfaltsti ned til venstre og forbi Børnegården Nejs.

Broager Banen

På Nejsvej lå der tidligere en viadukt, hvor toget  kørte under, i Broager Banens levetid fra 1910 til 1932.

Viadukten blev i 60´erne sprængt væk af tidligere skolelærer på Broager Skole, Axel Juul Petersen, der også var sprængningsekspert.

Fra Nejsvej går man i Broager Banens gamle spor, forbi børnegården og krydser Drosselvænget.

Fra Drosselvænget går man ned til Møllestien, hvor man kommer bagom elektriker Ole Jensen´s værksted.

Værkstedet er indrettet i den tidligere FDF hytte, hvor mange Broue børn har gået til spejder i legendariske Knud Erik Pedersens tid.

På Møllestien går turen hen til boligkvarteret Nejs Bjerg.

Se din by fra bjergets top

Når man kommer til Nejs Bjerg, ligger senior bofællesskabet ”Granly” på højre side og turen gå til venstre, hvor der imellem hus nr.5 og 6, går en sti op til et fantastisk udsigtspunkt.

Dette ”bjerg” er dannet i Broager Kommunes levetid som et jorddepot, der nu er et flot opholds- og udsigtssted med bænk og bålplads.

Fra dette udsigtspunkt er der fin udsigt over Broager by og Flensborg Fjord.

Man går ned af bjerget på modsatte side, hvor man kommer ned på Nejsvej og følger Gendarmstien til venstre og hen til ”Hvilsø Sti”.

Hvilsø Sti

Turen følger nu Hvilsø sti, hvor der er en flot udsigt til Cathrinesminde Teglværk og ud over Flensborg Fjord.

Kort efter møder man igen sansestien, som man nu kan nyde i modsat retning.

Man følger Hvilsø Stien som går forbi overnatningspladsen og hen til en træbro.

Her går turen hen til rideskolen, hvor man om foråret kan se et flot syn, når nogle japanske kirsebærtræer blomstrer.

Med både japanske kirsebærtræer, lotusblomster og japanske klatreroser i fuglekirsebærskoven, smager denne tur da lidt af en japansk have!

God tur.

 

Du kan læse om de andre ture ved at klikke HER


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk