BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

SØNDAGSTUREN 16 - Skodsbøl-Egeskov

10-07-2020



Skodsbøl – Egeskov

Af Kaj Østergaard


Denne søndagstur på omkring 5 km går igennem stationsbyen Skodsbøl, en ”ny” skov og en panoramaudsigt ud over Flensborg Fjord.

Selv om indbyggertallet kun er omkring 200 personer i Skodsbøl, findes der alligevel Det Franske Køkken, Halmhuset og fodboldklubben Skodsbøl FC der blev startet i oktober 2019

Turen starter ved byens sportsplads midt i Skodsbøl, hvor der også er P-plads.

Til højre på Skodsbølvej kan man dufte ”Det Franske Køkken”, og ved siden af står genforeningsstenen.

Stationsbyen Skodsbøl

Fra 1910 til 1932 kørte Broager Banen igennem Skodsbøl med sin egen stationsbygning.

Ved siden af sportspladsen kan man se byens tidligere brandstation, som blev bygget i 1962. Skodsbøl Brandværn blev stiftet i 1881 og blev nedlagt i 1996.

På hjørnet af Nejs Møllevej og Skodsbølvej ligger der en ældre hvid gård som er velholdt og en god repræsentant for bondekulturen. Tagstenene stammer fra 1914 da 1.Verdenskrig brød ud og ligeledes med nogle af vinduerne.

Til venstre af Skodsbølvej i nr. 66 ligger den tidligere Skodsbøl Skole som blev bygget i 1879 og nedlagt i 1971.

Skodsbøl Genbrugsplads og deponi

Ved Nybølnorvej går turen til højre og forbi genbrugspladsen i Skodsbøl, som er blevet udvidet af flere gange, og nu er tip-top moderne.

Efter genbrugspladsen går turen til venstre med Nybøl Nor stien og hen til teglværket bag de to søer.

Tornskov Teglværk

I mange år lå teglværket Tornskov Teglværk på stedet, som blev til flisefabrikken ”Nicolith”.

Derefter etablerede Petersen Tegl og Matzens Teglværk ”PM Tegl” i bygningerne, som nu er en del af Petersen Tegl.

Foran teglværket ligget der to flotte søer, som ligger i tidligere lergrave.

Mellem de to søer kan man se en prøvevæg og forskelligt kunst i tegl.

Ny skov vokser ind i himlen

Turen fortsætter nu med et sving ind over genbrugspladsen, hvor der er etableret en ny sti, som går over en mark.

Efter marken kommer man nu ind i en skov, der blev plantet først i 90´erne, og nu er skudt godt i vejret.

Skoven munder ud ved en P-plads med en INFO tavle, som ligger ved Bøsbækvej.

Kreativ legeplads med ”das”

Turen går nu til venstre og fortsætter ligeud med Bøsbækvej, indtil den rammer Skodsbølvej.

20 meter henne ad Skodsbølvej går der en markvej til højre, som fører en ud til Brovej, og over denne farlige vej!

Ved gården drejer man til højre og går bag om den, forbi en svævebane og andre kreative legeredskaber.

Her findes der også et lille primitivt toilet, som er opsat i samarbejde med skovvæsenet.

Ved skoven går man til venstre og følger skovbrynet op til Rødegade, hvor man går 100 meter til venstre og går med Egeskovvej.

Panoramaudsigt

Et kort stykke ned af Egeskov, bliver man mødt af et storslået syn ud over Flensborg Fjord. Bliver man stående lidt, vil man opleve hvordan denne panoramaudsigt ændrer sig hele tiden, når solen danser på Flensborg Fjord.

Turen fortsætter til venstre sammen med Gendarmstien og forbi Skodsbøl Fyr.

Skodsbøl Fyr

Fyrtårnet blev bygget i 1896 og overtaget fra det tyske farvandsvæsen i 1920.

900 meter fra fyret i nordlig retning i Skodsbøl ligger der et såkaldt bagfyr.

Nejs

Efter fyret går turen op til en stillebænk, hvor der igen er en fantastisk udsigt ud over Flensborg Fjord.

Turen går nu ud på Nejs Møllevej, hvor man går til venstre. På højre side ligger Nejs Møllegaard, hvor der tidligere har været en mølle.

Man går nu forbi idrætsanlægget, hvor ”Sus Park” ligger græs til fodboldkampe.

Her i sommers er der blevet bygget en musikscene til BUI Rock, som bliver indviet fredag d. 4. september.

Turen fortsætter igen over Brovej og videre med Nejs Møllevej, hvor man kan se over til den tidligere stationsbygning på Skræddergade.

Halmhuset

På Nejs Møllevej ligger der et specielt hus som er bygget af halm og ler på et træskelet. Gulvet og taget er lavet af et 20 cm blåmuslinger.

Disse byggematerialer holder en konstant lav temperatur i huset.

Bygningen bliver brugt til opbevaring og salg af vin og specialiteter, primært fra Italien og Spanien.

Da søndagsturen slutter her, kan man kigge ind i halmhuset i åbningstiden og fylde depoterne op.

God tur

Du kan se andre søndagsture ved at klikke HER


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk