BROAGER.DK

SØNDAGSTUREN 17 – Dynt-Broager

Dynt – Broager

Af Kaj Østergaard

Denne rundtur på omkring 5 km går i fodsporet af Broager Banen, hvor man møder en farvestrålende natur, og fugle der synger i kor.

Turen starter ved Dynthuset – midt i Dynt – hvor der er en P-plads og en INFO tavle, og går mod Skelde et kort stykke.

Når man møder de store vejtræer, kan man på lang afstand høre en masse summen, da bierne suger nektar fra blomsterne på træet.

Ved Lillekobbel går man til højre ad grusvejen.

Lillekobbel

Efter nogle hundrede meter, møder man et flot syn.

Krumbækken krydser her vejen, på sin vej fra Broager til Skelde.

På venstre side ses en vildtstribe ved siden af bækken. På højre side går der et par heste og en flok Gallowaykvæg.

Efter et kort stykke møder man den ny cykelsti mellem Skelde og Dynt, som er anlagt på den tidligere jernbanestrækning og indviet i december 2019.

Her går man til højre og følger stien til Dynt.

Broager Banen

Broager Banen var en togstrækning på 12.4 km mellem Skelde og Vester Sottrup, der fik sin jomfrutur den 14.august 1910.

Der var stationer i Skelde, Dynt, Broager, Skodsbøl, Nybøl og Vester Sottrup.

Stenderup måtte nøjes med et trinbræt.

I Skelde, Dynt og Skodsbøl kan man stadig se de karakteristiske stationsbygninger, som blev bygget da området var tysk.

I nogle årtier blev strækningen fra Skelde til Broager derefter brugt til cykelsti og markkørsel, inden at strækningen fra Skelde til Dynt lukkede helt.

Dynt Station

Den nye cykelsti slutter ved stationsbygningen i Dynt, hvor den fortsætter mod Broager ad den eksisterende cykelsti.

På denne strækning kan man om foråret se og dufte en masse farvestrålende syrener.

Dæmningsskred den 9. juli 1931

Juli måned 1931 har stadig nedbørsrekorden med 140 mm regn.

Den 8.-9. juli ramte en storm med orkanstød og store regnmængder, så der skete et dæmningsskred på Broager Banen ved Dynt.

Dæmningsskredet blev udbedret, men det var kun en stakken frist for Broager Banen. Den 30.juni 1932 kørte det sidste damplokomotiv på Broager Banen, da den blev nedlagt.

Broager Øst

I 70´erne blev boligområderne Farverløkke, Pileløkke, Bakkevænget og Højløkke udstykket og bebygget.

I 1984 byggede Broager Andels Boligforening 1. del af rækkehusene på Højmarken og i 1990 blev 2.del bygget.

I mellem Højløkke og Højmarken følger man stien op til C.H. Clausen Vej.

Ved C.H. Clausen Vej følger man asfaltvejen til højre ind mod Højmarken.

Denne asfaltvej har været en del af den gamle vej til Dynt, før at omfartsvejen fra Smøl til Dynt blev anlagt.

Rødbøge på Broagerland

På Broagerland står der mange flotte rødbøge – typisk i indkørsler og store haver.

I Parken og omkring Vestergade står der mange store rødbøge.

Mange af disse rødbøge kender man ikke alderen på, men på Højmarken står der en flot rødbøg, som man kender alderen på – nemlig 36 år!

Da 1.del af Højmarken blev bygget i 1984, blev der plantet en rødbøg, som nu har vokset sig stor og flot.

100 – året for Genforeningen

I anledning af 100 -året for Genforeningen er der planlagt et ”rødbøg projekt” i efteråret, af Broager Skole, Menighedsrådet, Det Nationale Udvalg i Broager og Lokalarkivet i Broager, hvor et par klasser skal registrere eksisterende rødbøge og plante nye rødbøge – som gerne skulle kunne ses om 100 år.

Kuperet landskab med udsyn

Fra Højmarken følger man en grusvej som går over Dyntvej og ud til Broagermark.

På det første stykke møder man et nøddehegn og kan se Vemmingbund forude.

Grusvejen munder ud i Broagermark, hvor man går til højre og op til Dyntvej.

Rapsmarkerne strålede om kap med solen

Her i foråret var området omkring Broagermark dækket af gule rapsmarker, som strålede om kap med solen. Et fantastisk syn!

Dynt Mølle

Ved Dyntvej fortsætter turen lige ud, hvor man kan se resterne af Dynt Mølle.

Læs mere i ”Broagerland V” om Dynt Mølle.

Ved siden af møllen er der en tilgroet sti, som går igennem en tidligere grusgrav, hvor der nu er en juletræsplantage.

Ude på Krammarksvej går man til venstre mod Dynt by.

Storke Bed and Breakfast

Midt i Dynt by kan man se en storkerede, der er placeret på toppen af et gammelt muret transformertårn.

Er fødderne trætte kan man sætte sig på ”Kør-mæ-bænken” og få et lift!

God tur