BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Stationen i Broager når at blive næsten 109 år

07-01-2019


En markant bygning i Broager, den gamle station på Vestergade 1, står nu til nedrivning, så der på brandtomten kan opføres et nybyggeri, måske 4-6 nye boliger. Kaj Østergaard er gået i arkiverne for at fortælle om den næsten 109 år gamle bygnings historie. Historien følger her.

Næste station – Broager !

Af Kaj Østergaard

Den 14. august 1910 blev Broager Banen indviet, så Broagerlands befolkning nu kunne komme rundt på skinner med et damplokomotiv. Forud var gået flere års tovtrækkeri for at få banen etableret.

Broager Banen var en sidebane til Tønder – Sønderborg banen, som kørte fra Vester Sottrup til Skelde, hvor der også var en remise. Der var stationer i Vester Sottrup, Nybøl, Skodsbøl, Broager, Dynt og Skelde. Desuden var der et trinbræt i Stenderup.

Efter genforeningen i 1920 blev vejnettet efterhånden bedre og Broager Banen blev nu overhalet af rutebiler og den stigende privatbilisme.

Broager Banen blev nedlagt og kørte sin sidste tur 30.juni 1932. Stationsbygningerne i Vester Sottrup og Nybøl er for længst nedrevet, mens bygningerne – endnu – kan ses i Skodsbøl, Broager, Dynt og Skelde. (Og i Broager kun frem til nedrivningen, foråret 2019. red.)

Broager station

Broager Station blev bygget i 1910 og er karakteristisk for tiden med sit mansardtag. I stueetagen var der kontorer, ventesal og rejsegodsekspedition og på 1. sal boede stationsforstanderen. På loftet var der et kammer med en fin udsigt over Flensborg Fjord. Desuden kunne man se en gedigen tømmer konstruktion på loftet. På stationens mur stod der – indtil 1920 – Broacker.

Laden på Mariegaard måtte vige pladsen for den nye tog station og Mariegaard blev derfor genopført i 1909 på Mejerivej. Dets stuehus findes stadig på hjørnet af Storegade og Nejsvej,  lige over for Annasminde,  hvor  ” Ole Politi ” havde nærpolitistation.

I Den nye bog Broagerland XX har Carl Jürgen Bock skrevet om Mariegaards flytning.

Over for Mariegaards stuehus fandtes der Banegårdshotellet, som blev revet ned for et par årtider siden. På lokalarkivet i Broager kan man se et kaffe / spise stel hvor der står : Bahnhofshotel – Heinr. Horn – Broacker.

Broager Keramik

C.H.Clausen havde senere et rugeri i stationsbygningen, inden Ingemann Nielsen og senere Max Pedersen drev et keramikværksted i bygningen under navnet Broager Keramik, som i 60´erne flyttede til Dybbøl.

I oktober 2015 arrangerede Lokalhistorisk Forening for Broagerland ” Hvo bløw de enle aw ? ”, hvor Viggo Thorsbro Pedersen – alias ” Viggo Potmache ” – fortalte om sin opvækst i stationsbygningen og sit senere voksenliv.

Til foredraget var der en udstilling af produkter fra Broager Keramik, som var lånt fra private hjem på Broagerland.

Broager Keramik lavede også vaser med motiver fra Broagerland, som Broagerlands Skytteforening brugte som præmier ved korporationsskydning.

Stationskroen

I 1983 åbnede Mogens Petersen Stationskroen i de tidligere stationsbygninger, efter at have været forpagter af Centralhotellet i Broager i en del år.

I de sidste årtier har der været krodrift i de tidligere stationsbygninger med forskellige ejere og forpagtere. Stationskroen lukkede i juli 2017 og kort efter blev bygningen ramt af 2 brande. Siden har bygningen stået tom og været et trist syn at se på.

Den gamle stationsbygning står nu til nedrivning og en æra slutter på Broagerland, men man kan nu tænke på længst forsvundne tider, hvor der i toget blev råbt : Næste station – Broager !


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk