BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Stationskroen er jævnet med jorden i uge 14

06-02-2020


Senest er også vinduerne smadret. (Foto: Kristian Pallesen)

Efter års venten lysner det nu. Stationskroen i Broager bliver revet ned. Beslutningen er truffet. Kommunen har udbudt nedrivningen i licitation. Resultatet af licitationen og en tidsplan ventes klar i løbet af en uges tid, og derefter vil der måske kun gå en uge, før nedrivningen bliver sat i gang.

OPDATERING 6. februar:
Nedbrydningen af Stationskroen begynder ikke som forventet i denne uge.

- Vi har holdt byggemøde med P. Christensen, Skodsbøl, som skal udføre arbejdet, og aftalen er blevet, at nedbrydningen begynder i uge 9 eller 10 og er afsluttet i uge 14 omkring 1. april, oplyser Carl Christian, Sønderborg Kommune.

Skatteyderne betaler 2/3 af udgiften

Ejeren, Kurt Tækker, Vester Sottrup, betaler en tredjedel af udgiften. Staten og kommunen betaler resten. Sådan er reglerne efter loven om byfornyelse.

Med start på nedrivningen primo februar er det gået langt hurtigere, end man i november turde håbe på. Den 8. november skrev vi om resultatet af tvangsauktionen og processen med at få en nedrivning i stand:

Fremgangsmåden er, at kommunen udfører en miljøscreening for at afklare, hvad det vil koste at rive bygningen ned. I samråd med ejeren bestiller kommunen en entreprenør til at udføre arbejdet, når der er givet nedrivningstilladelse, og ejeren har godkendt udgiften. Så hen på foråret 2020 forventes det, at bygningen kan rives ned og grunden kan ryddes. Udgiften til nedrivningen forventes ligeligt delt mellem kommune og ejer.

Læs hele historien fra november her

Historisk tilbageblik

Broager Station blev bygget i 1910 og er karakteristisk for tiden med sit mansardtag. I stueetagen var der kontorer, ventesal og rejsegodsekspedition og på 1. sal boede stationsforstanderen. På loftet var der et kammer med en fin udsigt over Flensborg Fjord. Desuden kunne man se en gedigen tømmer konstruktion på loftet. På stationens mur stod der – indtil 1920 – Broacker.

Kaj Østergaard skrev lidt om Stationskroens historie 8. januar sidste år på broager.dk bl.a.:

I 1983 åbnede Mogens Petersen Stationskroen i de tidligere stationsbygninger, efter at have været forpagter af Centralhotellet i Broager i en del år.

I de sidste årtier har der været krodrift i de tidligere stationsbygninger med forskellige ejere og forpagtere. Stationskroen lukkede i juli 2017 og kort efter blev bygningen ramt af 2 brande. Siden har bygningen stået tom og været et trist syn at se på.

Den gamle stationsbygning står nu til nedrivning og en æra slutter på Broagerland, men man kan nu tænke på længst forsvundne tider, hvor der i toget blev råbt : Næste station – Broager !


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk