BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Storsejr i fodbold i aften

22-08-2019



Der var mødt knap 50 tilskuere på på Idrætscenteret på denne smukke sommeraften, for at se BUI spille mod Dybbøl i Serie 3.

Dybbøl er af mange udset som den sikre nedrykker, og det er ikke uden grund, da de har tabt deres første 2 kampe med samlet 0-11 inden mødet med BUI.

De første 30 minutter var Einbahn-fussball, hvor alt foregik på BUI's præmisser, men selv med flere store chancer ville bolden ikke ind.

Efter 32 minutter kom forløsningen da det endeligt lykkedes Christian Nielsen at få den ekspederet over målstregen. Chancerne var der stadig og efter 36 minutter kom så det næste, scoret af Nicklas Østerlid og efter 38 minutter 3-0 igen ved Nicklas Østerlid. Christian Nielsen ville også fordoble sin målscore i kampen og fik den i nettet til 4-0 efter 40 minutter. Inden halvleg øgede Daniel Rasmussen til 5-0. BUI sad på kampen og Dybbøl havde intet modtræk mod et stærkt BUI hold. 

I 2. halvleg fortsatte målscoringen i det 56. minut da Kristoffer Vinther nettede til 6-0 på et frækt lob og også lavede det næste 3 minutter efter. Her forventede mange, at han ville spille på tværs efter en dribletur i feltet, men i stedet tog han og rundede forsvarsspilleren til den modsatte side og bankede bolden i nettet til 7-0. Flot mål. Målfesten fortsatte, da Lukas Hansen i det 76. minut, Bisse (Tobias Bach Iversen) i det 79. minut, Daniel Rasmussen i det 82. minut og til sidst igen Kristoffer Vinther i det 87. minut lukkede festen.

En stor sejr, som var fuldt fortjent og med lidt held sagtens kunne være end større. Med 6 spillere der scorede, kan bredden på holdet ses. Lidt synd at ikke flere kiggede forbi på Idrætscenteret.

Så nu ligger BUI nummer 2 i rækken med maksimum point og med en kamp færre end Nordals. Så det ser rigtigt godt ud.

Men den opmærksomme læser undrer sig nok. For hvordan kan BUI have maksimumpoint, når de tabte årets første turneringskamp ude mod Bylderup/Bov. Det skyldes simpelthen, at Bylderup/Bov brugte en spærret spiller i kampen og det kostede så sejren og blev i stedet et nederlag på 0-3 ved skrivebordet.

Næste opgave er ude på lørdag mod Lundtoft klokken 1300 i Kliplev. Her bliver modstanderen af en helt anden kaliber, da der her er tale om en nedrykker fra Serie 2. 

Men med den spillertrup som BUI råder over burde det blive en lige kamp og forhåbentlig med 3 point med hjem til Broue.

Næste hjemmekamp er lørdag 31-08 klokken 14 mod Højer/Visby. 
 

-jørgen.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk