BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Sydbank giver flot donation til Egnsspillet 2020 ”Grænsedragning”

11-09-2019


Den 10. September overrakte Sydbanks Områdedirektør Laurids Kudsk den store check på 100.000 kroner til formanden for Sønderjysk Forsøgsscene, Ole Nilum. Den flotte donation til Egnsspillet 2020 ”Grænsedragning” blev overrakt i Søgårdlejren.

Her har egnsspillet premiere den 13. juni 2020, og det spilles i alt 6 gange i en helt enestående kulisse, med Søgård sø som scenebaggrund.

Det er de 6 sønderjyske amatørteatre og Det lille Teater i Flensborg, der står bag Genforeningsspillet "Grænsedragning". ”Stykket bliver til i et samarbejde hen over de sønderjyske kommunegrænser og på tværs af den dansk-tyske grænse.

Både samarbejdet i hele det Sønderjyske område og det vigtige tema, som forestillingen handler om, er et stærkt initiativ. Derfor støtter vi meget gerne, så forestillingen kan blive en success”, siger Laurids Kudsk, Områdedirektør i Sydbank.

”Grænsedragning” er et stort anlagt egnsspil, hvortil der skal bruges ca. 50-60 amatørskuespillere, musikere, lyd- og scenefolk, der rekrutteres fra hele Sønderjylland. Handlingen i egnsspillet foregår i tiden før og efter genforeningen og sætter fokus på de menneskelige konsekvenser af en ny grænse. Efter Tyskland tabte Første Verdenskrig blev det i Versaillestraktaten (1919) bestemt, at befolkningen i Nord og Sydslesvig ad to omgange den 10. februar og den 14. marts 1920 kunne stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Tyskland.

Grænsen mellem de to lande, som vi kender den i dag, blev draget på baggrund af denne afstemning, og Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920. ”Vi er meget glade for denne flotte donation. Den bidrager til at vi kan planlægge og gennemføre et så stort egnsspil som ”Grænsedragning” med så mange medvirkende, både på og bag scenen”, siger en glad formand for Sønderjysk Forsøgsscene, Ole Nilum.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk