BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Tænk dig om - før du siger skål, og spørg gæsterne

31-05-2021


Sønderborg Kommune: Kun én genstand.

Hvis du får gæster på besøg, så spørg dem, hvordan de kommer hjem, før I nyder den første genstand. Server drikke uden alkohol til dem, der er i bil. Og hjælp de unge til, at de ikke sætter sig bag rattet, hvis de har nydt alkohol.

Sådan lyder opfordringen fra en række instanser som optakt til sommeren. Med kampagner og politikontrol vil kommunen, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden forsøge at få flere bilister til at tænke sig om.

For selvom alle danskere tager afstand fra spritkørsel, er der alligevel mange, der tager chancen. Og 16 procent af de unge erkender i en undersøgelse, at de nok har kørt spritkørsel, selvom de vidste, de burde lade være.

Godt 1.000 i vores politikreds, Syd- og Sønderjylland, blev afsløret af politiets kontroller og sigtet for spritkørsel i de to sommermåneder juni og juli. Og det er – heldigvis – et fald i forhold til tidligere år.

I en pressemeddelelse fra kommunen hedder det fra Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune, at hun mener, kampagnen er vigtig. Hun er glad for, at tilfældene af spritkørsel er faldende og går i den rigtige retning. Sønderborg Kommunes tal følger den samme udvikling som resten af landet. En oplysningskampagne er med til at fastholde den gode adfærd.

- Det er godt, at spritkørsel bliver mere og mere socialt uacceptabelt. Vi er blevet bedre til at fortælle vores nærmeste, at det er en dårlig ide at sætte sig ind bag rettet, når man har drukket. Spritkørsel er alvorligt, for selv en genstand kan påvirke vores reaktionsevne og bedømmelse i trafikken. En spritbilist er en spritbilist for meget, derfor bakker vi naturligvis op om kampagnen, siger Aase Nyegaard.


Kampagnen ”Klar til et pust?” vil skal minde os om at lade bilen stå, når man har drukket mere end én genstand og kan ses på plakater langs vejene.
 

I den nævnte undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i 2020, svarer 8 % af bilisterne, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Blandt mændene er det 10 %, og værst ser det ud blandt de 17-35-årige, hvor 16 % har kørt afsted, selv om de var usikre på, om de havde drukket for meget.

Er du i tvivl – lad bilen stå!
 

- Er du det mindste i tvivl om din promille, så lad bilen stå. Det kan være ekstremt risikabelt at køre. Du risikerer at skade dig selv eller andre, blive sigtet for spritkørsel og miste kørekortet. Så før du drikker den første genstand, så få planlagt, hvordan du kommer sikkert hjem fra middagen eller festen, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd:
Overvej altid, hvordan du kommer hjem fra en fest, hvis du tager bilen. Der er større chance for, at du handler fornuftigt, hvis du har overvejet situationen, mens du var ædru.

Se HER hvad straffen er for spritkørsel.