BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Tør ikke sige ja af frygt for at stå med to huse

30-09-2017


Boligkrisen i Broager er aflyst

Det sker ikke så tit, at du får ny nabo, hvis du bor i postnummer 6310 Broager. Det viser en ny opgørelse fra den uafhængige boligside Boliga. Kun 177 boliger i lokalområdet har skiftet ejer de seneste fem år. Og når tallet sættes i forhold til det samlede antal ejendomme i postnummer 6310, så har kun 12 procent af ejendommene fået nye ejere imod 14 procent i Gråsten og 15 procent i Sønderborg.

- Broager har haft et meget lavt salgstal de senere år. Det skyldes mest af alt udbuddet. Folk har valgt ikke at sætte huset til salg, for de troede ikke, de kunne sælge, forklarer ejendomsmægler Henning Brock, Home, Broager. Senest er han som noget næsten uhørt i Broager også blevet bedt om at sælge andelsboliger, som især ældre jo køber.

- Og når jeg spørger, hvorfor de ikke bare sælger til én af dem, der er på deres venteliste i andelsboligforeningen, så er forklaringen, at folk på ventelisten har et hus og siger: ”Neej. Jeg bor jo i hus og kan sikkert ikke sælge”. De skal ringe til folk på ventelisten og opfordre dem til at få huset vurderet. Selvfølgelig kan huse sælges. Boligkrisen er overstået i Broager, fastslår Henning Brock.

- Lige nu er der 42 villaer til salg i postnummer 6310, og ni af dem har været til salg i mere end to år. Siger det ikke noget om, at det fortsat er svært at sælge huse i Broager?

- Det synes jeg ikke. Liggetiderne er slet ikke som de har været. Vi mangler bare, at folk får øjnene op for, at de rent faktisk godt kan sælge. Når vi bliver spurgt om huse, må vi sige: Højløkke, sorry. Bakkevænget, sorry. Brunbjerg, sorry, Sletmarken, sorry. Så jo, vi mangler huse.

 

Fakta fra Boliga

Oversigten fra Boliga over handlerne de seneste fem år viser, at Nordborg står på sidstepladsen med det postnummer i Danmark, hvor med færrest handler. Kun 9 procent af 3.498 boliger er solgt de seneste fem år.

I Egernsund er der handlet 230 ejendomme svarende til 11 procent, i Gråsten er der handlet 302 ejendomme svarende til 14 procent og i Sønderborg har 1.044 ejendomme eller 15 procent skiftet ejer.

Helt anderledes ser det ud i København, hvor over halvdelen af byhusene har skiftet ejer de seneste fem år!  Det siger noget om, at folk har søgt til storbyen, forklarer Boliga.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk