BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Trædrejerne hjælper med at skabe et kæmpe kunstværk

06-10-2019


Kvinderne i overtal - sammen med 12-årige Rasmus. Foto: Kaj Østergaard.

TRAPHOLT i Kolding er i gang med at skabe et kæmpe kunstværk til samlingen, og det sker i samarbejde med trædrejere fra hele landet i samarbejde med designer Rasmus Bækkel Fex.

Idéen med TINGSTED, som projektet kaldes, er at flere hundrede trædrejere bidrager med hver deres unikke drejede del og dermed bliver en del af en stor fortælling i det samlede værk, der udstilles på Trapholt fra januar 2020. Projektet er støttet af Syddansk Vækstforum, men interessen for projektet har bredt sig, så der er deltagere fra hele landet.

"Deltagerne er der flere fra Sønderjylland – både husflidsgrupper og private trædrejere. Også fra Broager, med trædrejer Gerd Bargum Petersen i spidsen, bliver der flittigt drejet. Og helt specielt er det, at Bargum Petersen underviser både en lidt ældre generation af kvinder, samt den yngste trædrejer på blot 12 år, skriver Trapholt i en mail til broager.dk og tilføjer:

Da mange af de deltagende trædrejere primært er mænd af den ældre generation, er vi meget begejstrede for at projektet er nået ud til så mange andre mennesker.

 

Rasmus Bækkel Fex har en mission om at få de drejede elementer tilbage i dansk møbeldesign på en tidssvarende og moderne måde:

- Jeg har sat mig for at få de drejede elementer tilbage i dansk møbeldesign. Det skal selvfølgelig være på en tidssvarende måde, så trædrejningen bliver aktuel med et nyt udtryk, der passer til tiden i dag. Jeg ser det som et brud med modernismen, en slags clash mellem to formsprog; Klassicismen og modernismen.

Jeg ønsker at gøre opmærksom på den del af vores kulturarv og være med til at skabe fornyet interesse for håndværket og dets kvaliteter.

Hvad kan trædrejere over hele landet bidrage med?

Udgangspunktet for den enkeltes bidrag er en pind/stoleben med dimensionerne 4x4x50 cm. Ud over nogle meget enkle regler er der frit spil for det individuelle udtryk i drejningen af det enkelte stykke træ.

Projektleder på Trapholt, Nina Rise Schrøder, er begejstret over projektet:

-Det er enormt givende at arbejde med et projekt som TINGSTED, hvor vi på den ene side har en masse borgere – her trædrejere – der har en kæmpe viden om og engagement i et håndværk og på den anden side en kunstner, der har nye vinkler og ideer på samme håndværk. I mødet mellem disse skabes et kreativt fællesskab og den enkeltes trædrejning løftes til noget større. Og helt konkret munder det ud i et helt unikt og stort kunstværk, der udstilles på Trapholt”.

Hun fik 60 stoleben med hjem

Projektleder på Trapholt, Nina Rise Schrøder, har været på besøg hos trædrejerne på Broagerhus for at høre mere om håndværket og processen i Broager. Og hun fik 60 forskellige stoleben med hjem, af trædrejerne forvandlet fra en pind til en del af det kommende kunstværk.

- Jeg var i Kolding for at høre om projektet og har også været inviteret til at udføre trædrejning ved et senere seminar, og nu har vi så i Broager sluttet af med at få besøg af projektlederen. Det er en fornøjelse, siger Gerd Bargum Petersen.

illustrationen viser, hvordan de mange stoleben bliver sat sammen til 6 meter høje stole.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk