BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Træn dig op til Royal Run fra søndag den 22. marts

26-02-2020


Jesper fik hæder som Årets Løbekammerat. (Foto: Kristian Pallesen

Alle tilmeldte til Royal Run i hele landet modtog i sidste uge en mail fra arrangørerne af Royal Run om, hvor man kan træne sig klar til løbet den 1. juni i Sønderborg med over 20.000 deltagere. I mailen er Broager ikke nævnt. – Det er en fejl, understreger formanden for Broager Motion, Lars L. Sørensen.

Søndag den 22. marts kl. 10 begynder nemlig motions-sæsonen for nye interesserede med start fra idrætscentret i Broager. Så mød op. Både hvis du er klar til de almindelige løbehold – men også hvis du hellere vil gå. Eller målrettet vil gå efter at blive klar til Royal Run i Sønderborg den 1. juni. Formanden næsten garanterer at gøre alle deltagere klar, uanset hvilken Royal Run distance, man har meldt sig til. 

Broager Motion har stabile ca. 120 medlemmer og mærker stor interesse for to nyskabelser. Et gå-hold om søndagen kl. 10 for dem, som hellere vil gå end løbe, og et hold mandags-cyklister, hvor en lille gruppe på landevejs-cykler om mandagen kl. 18 kører en dejlig tur på 20 – 30 km i adstadigt tempo. For interesserede er der også ondags-træning med (næsten) rent interval (eller løbe-lege). Får du efter en prøveperiode lyst til at blive medlem, så er kontingentet for hele løbeåret 2020 på 200 kr.

Ny cheftræner er årets løbekammerat

I bestyrelsens beretning på generalforsamlingen blev den første vigtige opgave i år fremhævet som opstarten af nye løbere. – De skal startes godt op, understregede NN som nyvalgt formand og nu tidligere cheftræner. Det hverv er overdraget til Jesper Simonsen, som nu er kommet op på at have ikke færre end 15 i trænergruppen!

Og som cheftræner får han en usædvanlig god start. En skriftlig afstemning på generalforsamlingen gav ham nemlig titlen som Årets Løbekammerat. Så der var både diplom og klapsalver til cheftræneren.

Et spændende 2020

I maj fejrer vi 100-året for genforeningen med Stafet 2020, hvor vi sammen med Vidar og GIG skal være med til at løbe stafetten fra Dybbøl Mølle via Skelde, Broager, Gråsten og Rønshoved til Kruså i dagene 8. – 11. maj.

7. Maj er der event i Sønderborg, hvor I kan deltage i 5 km løb eller gang, eller jeres børn kan komme med på børneløberuten på 2020 m.

30. maj er der mulighed for at være med til at løbe stafetten fra Fladsten Rasteplads til Folkehjem i Aabenraa (hvis du har været med på ruten mellem Dybbøl og Kruså), hvor der vil være kaffebord og indvielse af Genforeningshaven.

Så rammer Royal Run Sønderborg 1. juni. I skrivende stund er der 58 fra BUI-motion, der er tilmeldt, og det er gevaldig flot. Det er flere end vores naboklubber!

58 lyder godt nok af mange, men i den store gruppe på 20.500 løbere vil vi nok ikke syne af meget. Derfor: Husk at have klubtøjet vasket og klart, så vi kan lufte det på dagen.

Årets højdepunkt bliver jo det 18. Gendarmløb den 13. september, og det vil vi arbejde hårdt på at gøre til en succes ligesom de foregående år.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk