BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

U-11 håndbold i hallen

13-01-2023



BUI's U11 mix håndboldhold skal efter en flot sidste sæson til at starte på den nye sæson i weekenden. De spiller lørdag formiddag hjemme i Broagerhallen med den første kamp klokken 10:00 og den anden klokken 11:45.   

Som skrevet, spillede U11 en flot sidste sæson i C-rækken og rykkede op uden at sætte et eneste point til. Holdet fik kun reel modstand i enkelte kampe og vandt flere andre stort. Men nu kalder virkeligheden i B-rækken. Det er også nødvendigt med noget modstand for at komme videre i udviklingen på håndboldbanen.

Lige inden jul mødte holdet 3 andre B-rækkehold i en juleturnering og her var der betydeligt mere modstand. Alle 3 kampe blev tabt, 2 klart og 1 mere lige men med vægtskålen i modstandernes favør. En lidt anden oplevelse end de mange sejre, men et par af forældrene gav senere udtryk for, at spillerne havde taget oplevelsen med oprejst pande og kæmpet det bedste de havde lært. De havde haft en god dag med mange nye indtryk og stadigvæk hygget sig med vennerne selvom det denne gang ikke rakte til sejr.

Træningen er nu blevet yderligere rettet ind mod de nye mål i B-rækken og der er kommet endnu mere fokus på taktiske og andre finesser for at udvikle holdet.

Så held og lykke med den kommende sæson, det bliver spændende at se.

Kig forbi hallen i morgen formiddag og oplev de unge mennesker og bak dem op. De fortjener det. 

Er muligheden der ikke i morgen, så spiller de igen hjemme lørdag den 19. marts 2022 klokken 13:00 og 14:45.


-jørgen.
 


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk