BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Valg-graffiti fjernet af kommunen

16-11-2021


Masser af ekstra skilte og asfalt-graffiti skabte røre i dag.

Daniel Staugaard, kandidat til byrådsvalget for Venstre og bosiddende i Egernsund, satte alle kræfter ind på en sidste agitation på valgdagen i dag. Fra morgenstunden opfordrede han på ekstra små skilte ved indfaldsveje til valgstedet vælgerne til at give en stemme.

På asfalten på indfaldsvejene havde han med kridtstreger agiteret på samme måde "STEM STAUGAARD".  Det faldt flere for brystet og førte til en kommunal reaktion. Vej & Park fjernede graffitien på asfalten midt på formiddagen.

-Vi fik fra morgenstunden henvendelser fra flere om, at der på adgangsveje til flere valgsteder var malet på asfalten med valg-agitation, oplyser chefen for byrådssekretariatet, Pernille Svindt Lentfer.

Reglerne om at man ikke må agitere for sit eget valg omfatter kun selve matriklen, hvor valgstedet er. Så vi videregav sagen til vejmyndigheden, som håndhæver vejloven. Sædvanen er, at Vej & Park så reagerer og fjerner graffitien, når de får besked om, at nogen har skrevet på asfalten. Det skete også i dag, tilføjer Pernille Svindt Lentfer.

Kandidaten bag asfalt-udsmykningen  – Daniel Staugaard, Egernsund, - siger om sit initiativ med valg-agitation på asfalten til valgsteder i Broager, Gråsten og Sundeved:

-Jeg har blot gjort som mangør til et cykelløb eller en fødselsdag og har ikke i dag haft tid til at undersøge, om kommunen har lovhjemmel til at fjerne kridtstregerne, siger Daniel Staugaard, der forklarer dagens agitation med, at man kun har et skud i bøssen i en valgkamp.