BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Vi har virkelig fået liv i huset

08-03-2018


Jesper Kock - og tv. kunstmaler Ole Prip Hansen

- Vi har virkelig fået liv i huset, også med de store malerier, der nu hænger på vores store vægge, mener formanden for Broagerhus, Erik Krogh.

Han glæder sig over fremmødet ved Åbent hus. Ikke færre end ca. 250 besøgte Broagerhus i går og fik en god fornemmelse af bredden i de fritidstilbud, der er kommet i gang takket være de rammer, medborgerhuset giver mulighed for.

- Vi er meget tilfredse med fremmødet og fik gode tilbagemeldinger fra de mange workshops. Jeg tror faktisk, at mange er overraskede over den store bredde, der er i tilbuddene om en meningsfuld fritid i Broager, siger formanden for Broagerhus, Erik Krogh.

- Jeg er en stemme fra graven, for kunstfonden er lagt i graven 1. januar, men vi fungerer, indtil nogen afløser os, og vores opgave har hele tiden været at sørge for at fordele og indkøbe kunst til bygninger i hele kommunen, sagde A. P. Hansen og fortalte om både kunsten og kunstnerne, som nu er en del af Broagerhus.

- Det er rigtigt, at vi har besluttet at nedlægge Kunstfonden. Men vi har også besluttet, at vi vil skabe Kunstrådet, hvor vi gerne skal tage tingene og videreudvikle på Kunstfondens arbejde, bemærkede næstformanden for kulturudvalget, Jesper Kock i sin tale på Broagerhus.

Ros til A. P. Hansen

- Jeg er glad for, at vi har nogle rigtig gode kræfter, der arbejder med os. Og AP vil jeg også gerne rose for de mange ting, han har gjort for kunst i kommunen. AP er den, der ikke bare kan vrikke med ørene men også kan hive folk i ørene, og det synes jeg, vi kan se. For når der er ildsjæle til stede, så skabes der. Der skabes kunst. Og kunstfonden har knoklet for kunsten i hele kommunen, understregede Jesper Kock.

Når jeg er rundt i kommunen og ser den kunst, der er skabt, bliver jeg også stolt.  Man bliver bevæget af det. Vi ser i dag på kunsten i Broagerhus i gode rammer og bevilget af kommunen. Men det er jer Broager, og Udviklingsforum, der skaber den udvikling, der er herude, sagde Jesper Kock. Broagerhus er et godt eksempel på, at man skaber sit eget på egne præmisser. Jeg er også rigtig glad for valget af kunst. Den har jo før hængt på væggene i huset. Det er rigtig fint, tilføjede Jesper Kock, som indledte sin karriere som kok på Brunsnæs Kro som tjener.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk