BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Vingave til medlem nr. 1.300 i Ældre Sagen i Broager

09-03-2019


Pensioneret lærer Kenneth Skau Jørgensen (Foto: Kristian Pallesen)

Mona Rathjes første udadvendte opgave som formand for otte år siden var at overrække en hilsen til medlem nr. 1.100 af Ældre Sagen i Broager, og i fredags sluttede hun nærmest formandshvervet med at overrække en vingave til Kenneth Skau Jørgensen som medlem nr.1.300 i Broager.

På onsdag slutter hvervet som formand. Når beretningen er aflagt, så er hun ikke længere med i den lokale bestyrelse. Andre må føre arbejdet videre.

Men denne historie handler i første omgang om, at Kenneth Skau Jørgensen i fredags bød indenfor på I. P. Nielsens vej i Broager. Han har meldt sig ind i Ældre Sagen. Med medlemsnummer nr.1.300 i Broager. Og han bød på kaffe, fordi han var varslet, at formanden gerne ville byde ham specielt velkommen i Ældre Sagen – og at broager.dk vil skrive om begivenheden.

- Som frivillig i arkivet på Broagerhus ved jeg jo godt, at Ældre Sagen har en række tilbud, men det var faktisk hos brillemanden, at jeg fik det sidste skub, da han spurgte, om jeg var medlem af Ældre Sagen og kunne få rabat på brillekøbet. Så da besluttede jeg mig at melde mig ind, fortæller Kenneth Skau Jørgensen, og tredje gang han var på hjemmesiden, lykkedes det at få indmeldelsen igennem. – Jeg skulle vist bare koncentrere mig, for it får mig ikke ned med nakken, fastslår han og erkender, at han ikke fik rabatten på brillerne men nu er medlem.

Kenneth Skau Jørgensen er knapt afklaret med, hvilke tilbud, han vil benytte sig af – men måske nogle af turene, nogle af rejserne.

”Skau” navnet er ikke så udbredt her?

- Nej. Det er fra Haderslev og et sønderjysk udtryk for skov. Og Jørgensen er fra Felsted. Jeg er født i Malmø, og som spæd rejste mine forældre til USA, hvor jeg var, indtil jeg var 4½ år. Og så rejste de hjem for at overtage min mors slægtsgård ved Haderslev.

- Jeg kom til Broager i 1979. Fordi der var et arbejde at få. På Broager Skole. Der arbejdede jeg Indtil 2017. Så jeg har været pensionist i halvandet år. Og jeg kom ikke meget uden for Haderslev, før jeg kom hertil. Jeg boede først i Rendbjerg, derefter på Skelde Skole, og så blev jeg og en kollega enige om at købe et hus sammen, på I. P. Nielsensvej. Efter få år giftede han sig. Jeg overtog huset, og nu har jeg været gældfri nogle år, så det går an, fastslår han i samtalen, hvor Mona Rathje fortæller om de mange lokale tilbud og fordelene ved medlemskabet.

Og snakken kommer til også at handle om sprog, om dialekt. Også om rigsdansk, som Mona Rathje er kendt for ikke at tale. Som sønderjyde gennem hele sit liv snakker hun ikke ”fint”.

- Da jeg kom til Broager, fortæller xxxx, synes børnene, det var sjovt at spørge til min næse. ”Nejs” hedder det, men på egnen her er Nejs jo et stednavn. Børnene synes, det var morsomt. Og dialekten har jeg brugt. I min tid som lærer har jeg altid gjort det, at når en elev kom og spurgte om noget, så svarede jeg i det sprog, jeg blev spurgt i. Sønderjysk eller rigsdansk.

Mit hovedfag var matematik, fysik og kemi. Men har også undervist i historie og i natur og teknik.

Direkte hobbyer har jeg ikke, nej. Men jeg interesserer mig en del for teknik. Og jeg hjælper til, når bekendte ikke kan få deres edb til at virke, og hvis nogen har brug for hjælp, kontakter de mig, fortæller medlem nr. 1.300.

 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk