BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

MIT BROAGER - En lang ønskeseddel fra borgerne

26-09-2017


Hvad gør vi allerede selv for byens udvikling?

Hvad vil i gerne gøre mere af selv?

Hvad har i brug for hjælp til?

Forslag og ideer til at udvikle lokalsamfundet er velkomne frem til 11. oktober. Herefter går kommunen i gang med at beskrive en bystrategi, som kommer til høring, før den bliver behandlet politisk i januar 2018.

På borgermødet mandag aften inspirerede spørgsmålene til en god halv time med at snakke ønskeseddel til kommunen men sandelig også forslag til, at vi som borgere selv gør noget.

Det blev f.eks. foreslået at oprette en borgergruppe, der kan tage imod tilflytterne og udlevere en pose med adgangskort til Cathrrinesminde og tilbud fra de lokale erhvervsdrivende. Forslaget lød:

”Hvad med at skabe Danmarks mest venlige by, hvor vi smiler til hinanden, hilser på hinanden, hjælper hinanden. Vi skal have et helt anderledes samfund skabt. Være de mest venligtsindede, der findes”.  

Eksempler fra gruppearbejderne

Når vi kigger fremad, mangler brugerne af gendarmstien en mulighed for at spise og overnatte. Der mangler skilte til, hvordan man finder frem til stien. Det vil styrke det kulturelle miljø at genetablere parkunderholdningen, som var en succes i Broager by i mange år.

Langs gendarmstien kan etableres fugle- og udsigtstårne. Der kan arrangeres byvandring med historiske indslag. Forholdene i naturen kan forbedres til at blive mere handicapvenlige.

Om ti år vil der være en færgeforbindelse fra Brunsnæs til Tyskland. Økologi er en styrke for området. Vandaktiviteter ved stranden i Vemmingbund er oplagte. Der skal være mere teater i naturen, friluftsspil, flere børne og unge aktiviteter.

Der er brug for hjælp til en stor legeplads til børn. Vi skal have en vikingeklub med badehus i Vemmingbund. Julebelysningen i bymidten skal forbedres. Vi skal øge bosætningen i kraft af en attraktiv folkeskole.

Der bør være bedre forhold forhold for cyklister, altså væk med brostenene. Flere fælles arrangementer, der samler folk, bedre bustransport, også for vores unge.

Du kan se videoen fra aftenen, optaget af SønderborgNyt ved at klikke her.

Se forslagene og kom med flere

Som Sønderborg Kommune skriver i en pressemeddelelse tirsdag om borgermødet: "De fremmødte borgere var positive og engagerede. De fandt i fællesskab frem til idéer til Broagers udvikling gennem en livlig dialog, der foregik over en kop kaffe med kage. Det endte med en bred vifte af forslag lige fra et aktivt foreningsliv - en stor legeplads - bedre overnatningsmuligheder for turister - parkunderholdning - historisk byvandring - færgedrift mellem Brunsnæs og Langballigau - vikingeklub - til at blive Danmarks mest venlige by. Kommunen fik alle forslag med hjem." - og føjer til:  - Vi ved, Broager har meget at byde på. Hvad skal vi satse på i Broager? Hvilken udvikling skal byen have? Jeg håber, I vil bidrage med jeres tanker og idéer, sagde borgmester Erik Lauritzen.

I Broagerhus bliver alle forslag og ideer lagt frem i dagene 9.-11. oktober, og alle kan møde op og supplere med endnu flere ønsker og ideer til udviklingen af Broager og Broagerland.

Se alle nyheder


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk