BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

BYRÅDSVALG - set fra Broagerland - Daniel Staugaard, Venstre

14-11-2017


Daniel Sgtaugaard

Daniel Staugaard - en stemme fra Egernsund

Jeg er oprindeligt fra Vester Sottrup, men er nu bosat med min kone i Egernsund ved siden af hendes barndomshjem. Jeg er 35 år, har en søn på 8 år og så arbejder jeg i Sønderborg Kommunes Erhvervsservice. 

Jeg er lidt af et madøre, og det er nok noget jeg har arvet fra min mor som er uddannet kok. Så hjemme hos os, er det mig som laver maden, og det er sjældent at vi spiser det samme flere dage i én måned.  

Jeg er opstillet for Venstre som den ene af to kandidater på Broagerland, så jeg arbejder for udvikling for alle på denne dejlige halvø. Jeg var opstillet ved sidste kommunalvalg, men manglededesværre 33 personlige stemmer for at få en fast plads.  

Til gengæld blev jeg 1. suppleant til byrådet og har derfor deltaget i størstedelen af byrådsmøderne. Jeg var medlem af Sønderborg byråd fra november 2016 til april 2017, hvor jeg arbejdedei Børn- og uddannelsesudvalget, Kultur-, borger- og fritidsudvalget samt i Landdistriktsudvalget. 

Jeg har i 10 år været engageret i politik, og sidder lige nu som kredsformand for Sundhedsminister Ellen Trane Nørby og som medlem af Venstre Hovedbestyrelse. 

Jeg stiller op til byrådsvalget, for at give noget tilbage til det samfund som jeg er en del af. For mig er det vigtigt at medvirke til at udvikle vores samfund i en retning, hvor vi sætter borgeren over systemet. Vi skal huske på at kommunens primære opgave er at servicere dens borgere, og ikke diktere hvordan vi skal leve vores liv.   

Mine 4 konkrete mærkesager for Broagerland  

Genskab liv i Broager Park  

Jeg vil arbejde for at Broager Park bliver det naturlige sted for kulturelle aktiviteter og koncerter, således at parken igen kan blive et samlingspunkt for børn og voksne fra hele byen. En diskret lav scene i træ som matcher den eksisterede pavillon, vil kunne danne rammen for fremtidige arrangementer.  

Lodden Mose på skoleskemaet  

Helt op af Broager by ligger Lodden Mose, som er en naturskøn perle med et rigt dyreliv.  Jeg vil arbejde for at endnu flere får øjnene op for disse store naturoplevelser. Det skal gøres ved at etablere et naturformidlings-område nede ved mosen, med fiskenet, faste forstørrelsesglas og gennemsigtige spande.  

Der skal opsættes informations-plancher som fortæller om livet over og under vandet, fiskenes anatomi og insekternes livscyklus. Området kan inddrages i skolens undervisning og børnehavernes dagligdag og dermed give næste generation en bedre forståelse og respekt for den natur som omgiver dem. 

Trafiksikring af Brovej  

Jeg oplever, at der nemt opstår farlige situationer, når jeg enten skal af eller på Brovej. De seneste år har det desværre medført alt for mange ulykker og dødsfald. Derfor skal der etableres svingbaner på Brovej, så man nemt kan komme på og af Brovej fra begge retninger af vejen. Desuden vil jeg arbejde for at gøre Brovej tosporet igennem Egernsund. Det gør det nemmere at krydse vejen og skaber en mere sammenhængende by.  

Samtidig mener jeg, at også Egernsundbroen skal gøres tosporet, således at der kan oprettes en sikker cykelsti til skolebørn og en sikker rute til vandrende på Gendarmstien.  

Tillid til vores landsbylaug  

På Broagerland har vi 5 fantastiske landsbylaug, som hver især gør en stor indsats for at skabe udvikling og gode rammer for livet på landet. Vi skal støtte udviklingen i vores landsbyer ved at afsætte en pulje på 2 mio. kroner til landsbylaugene i Sønderborg Kommune, som fordeles til de enkelte landsbylaug efter antal borgere. 

Med venlig hilsen
Daniel Staugaard
Sundgade 6 - Sundhjem
6320 Egernsund

Se alle nyheder


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk