BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Også en tak til byens borgere

04-02-2018


De frivillige bidrag til Broager frivillige Brandværn er altafgørende for vores økonomi og muligheder, fastslår brandkaptajn Ole Nielsen, efter en vellykket generalforsamling med ca. 40 fremmødte på brandstationen.

Brandkaptajnen er derfor ikke kun ganske tilfreds med de frivillige brandfolks indsats. Han påskønner i høj grad også den opbakning, borgerne i Broager og på Broagerland viser ved at tegne sig som passivt medlem og yde en skærv til brandværns-kassen.

- Vi har i omegnen af 670 bidragsydere, som vi gerne vil have flere af. Deres indbetalingerne er af uvurderlig betydning for os. Vi skal nemlig selv betale den hverdagsuniform, vi har på, når vi holder brandvagt. Uden økonomisk opbakning kunne vi heller ikke tilbyde brandfolkene en fin uniform til de særlige lejligheder, hvor vi møder frem mere repræsentativt.

Borgernes bidrag gik i 2017 også til indkøb af nye hjelmlygter til 20.000 kr.  De er bedre end dem, vi ellers kunne få i en standard udrustning. Også det betyder meget for os, fortæller brandkaptajn Ole Nielsen, Møllegade, Broager, og retter også en tak til alle brandfolk, som går rundt og stemmer dørklokker for at tegne passive medlemmer til brandværnet.

 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk