BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Bliver der vrøvl, går vi til politiet

20-04-2017


Uddeleren forklarer, hvorfor der ikke er åbent til kl. 21

Påskens Broager-nyhed på lokal-forsiden af JydskeVestkysten handlede om butikstyveri. En 16-årig pige blev anmeldt til politiet. Af SuperBrugsen.

- Men det er ikke altid, vi anmelder en butikstyv. Der kan være grunde til at snakke os til rette. F.eks. at vi tror på, at en ekstra chance får den pågældende til ikke at gøre det igen. Men bliver der vrøvl, så går vi til politiet, fortæller Bent Moldt, uddeler i SuperBrugsen i Broager. Han er forbløffet over moralen omkring, hvad der er dit og mit.

- Heldigvis har vi gode medarbejdere, som evner at spotte butikstyve. Sikkert ikke alle. Men det sker jævnligt, desværre, at vi stopper butikstyve. De er i alle aldre.

- Er det af nød, de stjæler?

- Nej, det tror jeg ikke. De beriger sig, synes måske at det er spændingen værd. Og nogen er der, som kommer udefra alene med formål at begå butikstyveri. Vi overvåger med video, og vi gør andre ting, som skal bidrage til, at vi har så få tyverier som muligt, siger Bent Moldt og forklarer, at risikoen for butikstyverier er den primære årsag til, at Brugsen i Broager ikke har udvidet åbningstiden til kl. 21 om aftenen.

- Vores butik er så stor, at risikoen for tyverier i forhold til omkostningerne ved en sen åbningstid falder ud til fordel for at lukke kl. 19, fastslår uddeleren.

 

Se alle nyheder


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk