Vi slår dørene op for særligt interesserede i nye fællesskaber
Vi slår dørene op for særligt interesserede i
nye bo- og arbejdsfællesskaber på Broagerland
OPDATERET DEN 23. FEBRUAR.
Nu er vi så langt med arbejdet i Broagerland 3.0 med nye bo- og arbejdsfællesskaber øverst på dagsordenen, at vi inviterer særligt interesserede fra nær og fjern med til de videre forberedelser. Det finder sted d. 21. marts 2020 med mulighed for en ekstra rundtur på halvøen dagen efter.
Ønsker du og evt. familie at bo og evt. også have et erhverv i et fællesskab her på Broagerland, så har I chancen for at høre og se nærmere og være med. I kan være evt. tilflyttere eller lokale, som ønsker nye rammer, og fællesskaberne er tænkt for folk i alle aldre, enlige som familier. Læg også mærke til at fællesskaberne er tænkt som mere end bofællesskaber. Der skal være andre funktioner og aktiviteter, herunder faciliteter til mikroerhverv, og folk fra egnen samt gæster udefra skal også kunne bruge nogle af faciliteterne. Fællesskaberne skal summe af liv hele dagen!
Den 21. har vi fokus på de nye fællesskaber, og det foregår på Iller Slot, hvor vi midt på dagen desuden skal ud på en lille tur på Broagerland. Dagen efter, d. 22. marts, har vi arrangeret en tur for interesserede i halvøens natur og kultur. Programmer ses nedenfor.
Program lørdag d. 21. marts
Vi mødes kl. 10.00 og bruger formiddagen på en præsentation og drøftelse af visionen for Broagerland 3.0 og det konkrete arbejde med nye bo- og arbejdsfællesskaber.
Vi skal bl.a. tale om muligt, første bo- og arbejdsfællesskab (en spændende landbrugsejendom), som vi har arbejdet en del med. Men vi har også andre steder til flere nye bo- og arbejdsfællesskaber i kikkerten.
Efter frokost på Iller Slot fortæller vi om Broagerland og om det, som vi ved, at tilflyttere vil sætte pris på. Det er oplægget til en guidet bustur rundt på Broagerland, hvor vi skal se og høre om de mange herligheder og nogle af de steder på halvøen, hvor der evt. kan etableres nye bo –og arbejdsfællesskaber.
Efter turen og en kop kaffe skal vi i fællesskab arbejde videre med udvikling af nye bo- og arbejdsfællesskaber på Broagerland.
Før aftenmiddag på Iller Slot samler vi op, aftaler vi de næste skridt. Middag og aften er tænkt som et festligt arrangement med mere networking og musik ved O’ Hein.
Program søndag d. 22. marts
Vi mødes kl. 09:30 på Iller Slot til en kop bar kaffe for derefter at køre i egne biler med lokale guider rundt på Broagerland. Turen går f.eks. til Broager Kirke og kirkegård med den berømte historie, den flotte Broager by, Cathrinesminde Teglværks Museum, ud til vandet, cykelfærgen fra Brunsnæs til Tyskland, og der er mulighed for gåtur på Gendarmstien.
Dagens program slutter kl. 14:00.
Praktiske oplysninger
Deltagelse koster kr. 150 pr. person, hvilket dækker forplejning inkl. middag om aftenen samt den guidede tur d. 21. marts.
Såfremt I ønsker at overnatte, er der evt. mulighed for det på Iller Slot for en pris inkl. morgenmad på kr. 810 kr. for et dobbeltværelse inkl. morgenmad og 505 kr. for et enkeltværelse.
Tager I med på turen d. 22. marts, skal I selv stå for befordring og forplejning mv.
Tilmelding skal ske senest d. 7. marts til Ingebeth Clausen clausen1818@gmail.com. Husk at meddele om tilmeldingen alene gælder d. 21. marts, eller om den også gælder d. 22. marts. Ønske om evt. overnatning på Iller Slot skal desuden meddeles, og oplys venligst om telefonnummer.
Princippet bliver ’først til mølle’, for der er et begrænset antal pladser på Iller Slot.